Francis Poulenc

Poulencs musik er ofte blevet afskrevet som overfladisk og useriøs, især hans stykker for soloklaver, der til tider kammer over i fjolleri – men samlet set er det ikke så ligetil at sætte hans musik i bås. De sprudlende humoristiske passager, der er kendetegnende for hans musik, evner han at afbalancere med øjeblikke af dyb musikalsk og tematisk alvor, særligt i de religiøse værker og operaerne.

Den russiske komponist Igor Stravinskijs neoklassiske værker og franske Erik Saties stillestående klangverdener har haft afgørende betydning for Poulencs musikalske udtryk. Han har desuden hentet inspiration fra populærmusikkens rytmer og klange og fra klassikkens komponister såsom Mozart. Kunstneren Jean Cocteau havde ligeledes en stor indflydelse på Poulencs udvikling, ligesom hans arbejde med vokalmusik blev styrket af, at han samarbejdede med en række poeter samt med barytonen Pierre Bernac og sopranen Denise Duval.

Poulenc og hans fem komponistkolleger Georges Auric, Louis Durey, Arthur Honegger, Darius Milhaud, og Germaine Tailleferre udgjorde tilsammen gruppen De Seks, som fik sit navn af kritikeren Henri Collet i 1920.

De seks pariserkomponister var fælles om at reagere imod den romantiske og impressionistiske arv, som henholdsvis komponisterne Richard Wagner og Claude Debussy var repræsentanter for. Deres intentioner til trods har det nok ikke været muligt for de seks unge komponister helt at aflære alt fra den foregående generations største komponister.

Poulenc voksede op i en velstillet familie i Paris og blev fra en tidlig alder undervist i klaver. Allerede som teenager blev han introduceret til den nyeste kompositionsmusik, eksempelvis Stravinskijs banebrydende balletter Petrusjka og Sacre du Printemps. Poulenc gik ikke på konservatoriet, men tog fra 1921 til 1924 timer hos komponisten Charles Koechlin.

Poulencs tidligste bevarede værk er Rapsodie nègre for barytonsolist og kammerensemble fra 1917, som han dedikerede til Satie. Sit gennembrud fik Poulenc i 1924 med balletten Les Biches, som havde premiere i Paris på Les Ballets Russes, hvor også flere af idolet Stravinskijs skandaleballetter var blevet uropført godt et årti forinden.

I løbet af sin karriere skrev Poulenc tre operaer, og hans nok mest berømte værk er operaen Karmelitterindernes Samtaler fra 1957. Den bygger på den franske forfatter Georges Bernanos’ roman af samme navn, der genfortæller en historisk episode fra Terrorregimet under Den Franske Revolution, hvor en gruppe nonner blev guillotineret, fordi de nægtede at frasige sig deres tro. I Poulencs musikalske udlægning bliver historien til en eksistentialistisk stillingtagen til, hvad der skal til for at leve fuldt og helt, og en stærk skildring af den fiktive hovedperson, nonnen Blanche de la Force, der kæmper med sin frygt for livet.

Poulencs to andre operaer sætter også kvinder i centrum. Ligeledes dyster er en-akters-operaen La Voix Humaine fra 1959, som er baseret på et stykke af Jean Cocteau og komponeret for solosopran og orkester. Publikum er vidne til den kvindelige hovedrolles frustration, mens hun taler i telefon med sin partner, som hun mistænker for at være hende utro. Kun hendes stemme høres – hans svar høres aldrig.

Anderledes humoristisk er udtrykket i det noget tidligere værk Tiresias' bryster fra 1947, om end tematikken også her er alvorlig. Den kvindelige hovedrolle får nok af patriarkatets undertrykkelse, forvandler sig til en mand, drager afsted for at blive diktator og overlader børnefødslerne til sin mand, som omvendt forvandles til en kvinde. Denne opera er baseret på et surrealistisk drama af den toneangivende franske poet Guillaume Apollinaire. Poulenc havde arbejdet med Apollinaires poesi ved flere lejligheder, blandt andet i sin første sangcyklus Le Bestiaire fra 1919.

Poulenc skrev et stort antal korværker, både a cappella og med instrumental ledsagelse, hvoraf en del var religiøse. Nævneværdige er hans to store værker for sopransolist, kor og orkester Stabat Mater fra 1950 og Gloria fra 1959. I begge demonstrerer Poulenc sin flair for at kombinere religiøs inderlighed med moderne klange og inspiration fra populærmusik.

I 1943, under den nazistiske besættelse af Frankrig komponerede Poulenc i al hemmelighed værket Figure humaine, til en række surrealistiske digte af Paul Éluard. Konfronteret med Anden Verdenskrigs uforståelighed søgte Poulenc ikke inspiration i religionen, men i Éluards revolutionære humanistiske tanker, der kulminerer i en påkaldelse af friheden. Dette værk, som Poulenc dedikerede til Pablo Picasso, står som et af hovedværkerne i det vestlige a-cappella-repertoire. Det er skrevet for 12-stemmigt dobbeltkor, der deler sig i yderligere stemmer, og som sammenflettes i harmonisk og melodisk komplekse polyfone strukturer. 25. marts 1945, kort efter Frankrigs befrielse blev Figure Humaine uropført i engelsk oversættelse i London af BBC Chorus.

• De Seks
• opera
• fransk musik