Gregor Pjatigorskij, Grigorij Pjatigorskij, 1903-1976, russisk-amerikansk cellist. Han forlod sit fødeland i 1921 og virkede som Berlinerfilharmonikernes solocellist 1924-28. Den efterfølgende karriere placerede ham i celloens verdenselite. Han var en virtuos af den ædle art, blændende teknisk, glødende i udtrykket og ydmyg over for værket. Som kammermusiker optrådte han sammen med bl.a. Rakhmaninov, Horowitz, Heifetz og Schnabel. Erling Bløndal Bengtsson var en af hans elever.