Faktaboks

René Pape
Født
4. september 1964

René Pape er en tysk bassanger. René Pape fik i 1974-1981 sin første musikuddannelse som medlem af Dresdner Kreuzchor og fuldendte senere sine studier ved musikkonservatoriet i Dresden.

Siden debuten i 1988 på Deutsche Staatsoper Berlin (Unter den Linden) har dette operahus været det ene af René Papes fikspunkter. Det andet er Metropolitan Opera i New York, hvor han har sunget omkring 20 partier siden 1995, da han debuterede som Natvægteren i Richard Wagners Mestersangerne i Nürnberg.

I Berlin har René Pape haft et mangeårigt samarbejde med operahusets kunstneriske leder, Daniel Barenboim, og det var i Berlin, han debuterede i mange af de roller, der senere skulle blive hans glansroller: Sarastro i Wolfgang Amadeus Mozarts Tryllefløjten, Kong Marke i Wagners Tristan og Isolde, Gurnemanz i Parsifal og Leporello/Don Giovanni i Mozarts Don Giovanni.

René Pape har en smuk, smidig stemme med en fløjlsblød timbre, en krystalklar diktion og en karismatisk sceneoptræden, der gør ham til en af tidens bedste bassangere, eminent både som Mozartsanger og som fortolker af de wagnerske guder og konger, men også som Mefistofeles i Charles Gounods Faust, Escamillo i Georges Bizets Carmen og titelrollen i Modest Musorgskijs Boris Godunov.

I 2008 kom René Papes første solo-album, Gods, Kings and Demons, med arier fra næsten alle hans operaroller; det fik han en Echo Award for i 2009.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig