Faktaboks

Waltraud Meier
Født
1956

Waltraud Meier er en tysk mezzosopran. Hun debuterede i 1976 på operaen i sin fødeby, Würzburg, i rollen som Lola i Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana. Waltraud Meier fik sit gennembrud som Wagnersanger 1983 i Bayreuth, hvor hun sang Kundry i Parsifal, og har med tiden udvidet sin stemme til også at mestre andre dramatiske sopranpartier som Isolde, Sieglinde og Venus.

I 1987 debuterede Waltraud Meier på Metropolitan Opera som Fricka i Rhinguldet og har siden slået sit navn fast som én af verdens ledende Wagnersangere. Men hun er også en efterspurgt mezzosopran i det franske og italienske repertoire (Carmen, Eboli, Amneris og Santuzza), ikke mindst fordi hun er en fremragende sangerskuespiller.

Også som koncert- og liedsanger har Waltraud Meier gjort sig gældende; nævnes bør fx hendes indspilning af Gustav Mahlers Kindertotenlieder og Richard Wagners Wesendonck-lieder (2004). Hun har i løbet af sin karriere modtaget mange priser og er udnævnt til kammersanger ved Bayerische Staatsoper og Wiener Staatsoper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig