Billy Budd er en opera med prolog, to akter og epilog af Benjamin Britten. Librettoen er skrevet af E.M. Forster og librettisten Eric Crozier (1914-1994) efter Herman Melvilles fortælling Billy Budd, Sailor (1891), udgivet posthumt 1924.

Operaen blev skrevet i tidsrummet 1950-1951 og blev uropført 1951 på Covent Garden i London med Britten som dirigent. I 1960 reviderede komponisten operaen, kortede den oprindelige versions fire akter ned til to og tilføjede en prolog og en epilog. Denne version er blevet den gængse, selvom den oprindelige version med fire akter af og til kan opleves; fx blev den opført 2001 og 2011 på Wiener Staatsoper, ligesom den er blevet indspillet på plade flere gange.

Operaen har mænd i alle roller, og i titelpartiet har følgende kendte barytoner gjort sig bemærket: sir Thomas Allen (f. 1944), Nathan Gunn (f. 1970), Simon Keenlyside, Peter Mattei (f. 1965), Bo Boje Skovhus og Thomas Hampson.

Handlingen finder sted 1797. Den unge engelske sømand Billy Budd bliver tvangsudskrevet til tjeneste på krigsskibet HMS Indomitable, der kæmper mod franskmændene. Billy er en glad og venligsindet dreng, der snart bliver populær hos mandskabet. Skibssergenten John Claggart ser sig dog gal på ham og går målrettet efter at ødelægge ham. Skibets kaptajn, Vere, støtter Billy, men da Claggart beskylder drengen for at ville stifte mytteri, kommer denne i et anfald af raseri til at dræbe ham. Vere, der gennemskuer situationen, har intet andet valg end at dømme Billy til døden. Men kaptajnens samvittighedskvaler mindskes, da Billy inden sin død velsigner ham. Operaens tema er kampen mellem det gode og det onde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig