Cardillac er en opera i tre akter af Paul Hindemith med libretto af Ferdinand Lion (1883-1968) efter E.T.A. Hoffmanns kriminalnovelle Das Fräulein von Scuderi (1818). Operaen blev uropført i Dresden i 1926.

Handlingen er henlagt til Paris i 1600-tallet, hvor massemorderen Cardillac opskræmmer byen. Han er i sit borgerlige liv en berømt guldsmed, der forfølger og dræber sine kunder, fordi han vil have sine værker tilbage. Operaen er en dyster allegori om kunstnerens rolle i samfundet og hans forhold til sit publikum og sit værk.

Paul Hindemith lavede senere en ny libretto, hvor hovedpersonen Cardillac fremtræder mere menneskelig end i den oprindelige version; desuden tilføjede han en fjerde akt. Denne version blev for første gang opført i Zürich 1952 og blev den eneste, der måtte opføres i hans levetid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig