Frøken Nitouche, fr. Mam'zelle Nitouche, operette i tre akter af Hervé med tekst af Henri Meilhac (1831-97) og Albert Millaud (1844-92). Operetten blev opført første gang på Théâtre des Variétés i Paris 1883 og opføres jævnligt i både Frankrig og udlandet.

I Danmark fik Frøken Nitouche premiere 1884 på Dagmarteatret i København med Carl Wulff og Oda Nielsen i hovedrollerne; den blev gennem tiden en af teatrets største successer.

Handlingen, der er delvist inspireret af Hervés eget liv, beskriver, hvordan Célestin, respektabel organist på en klosterskole for unge piger, om aftenen optræder som den dameglade operettekomponist Floridor. En af hans elever, Denise de Flavigny, forlader også klostret og kommer ved tilfældets luner til at optræde under navnet Mam'zelle Nitouche i en operette af Floridor.

Frøken Nitouche er flere gange blevet filmatiseret både i Frankrig og i Danmark: 1931 med titlen Mam'zelle Nitouche, instrueret af Marc Allégret (1900-1973) og med Raimu (1883-1946) og Janie Marèse (1908-1931) i hovedrollerne; 1954 med titlen Mam'zelle Nitouche, instrueret af Yves Allégret med Fernandel og Pier Angeli (1932-1971) i hovedrollerne; 1963 som dansk lystspil med titlen Frøken Nitouche, instrueret af Annelise Reenberg og med Dirch Passer og Lone Hertz i hovedrollerne, mens Katy Bødtger (1932-2017) på lydsiden lagde stemme til Lone Hertz' sange.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig