Gurrelieder er et symfonisk musikværk for vokalsolister, kor og orkester, komponeret af den østrigske komponist Arnold Schönberg over den danske forfatter J.P. Jacobsens digtcyklus Gurresange. Digtene genfortæller sagnene om den danske konge Valdemar Atterdag og hans elskerinde Liden Tove. Schönberg komponerede og orkestrerede værket i 1900-1911. Uropførelsen var i Wien i 1913.

Gurrelieders orkestrering og form

Arnold Schönberg skrev Gurrelieder for et monumentalt ensemble. Foruden et enormt orkester kræver værket fem vokalsolister, blandet kor og en fortæller. Fortælleren fremfører sin tekst med Sprechstimme, en melodramatisk rytmisk recitationsteknik, som Schönberg udviklede yderligere i senere værker, såsom Pierrot Lunaire.

Gurrelieder falder i tre dele, hver opdelt i mindre sektioner, og varer omkring to timer. I J.P. Jacobsens digtcyklus, som værket bygger på, er de 19 digte ordnet i afdelinger. Det er i store træk den struktur, Schönberg følger, og som giver hans orkesterværk sin særegne form. I Gurrelieder er Schönbergs kompositoriske tilgang i meget ringe grad strofisk, selv i de satser, hvor digtforlæggets form lægger op til det. I stedet lader han konstant musikken udvikle sig, og undgår eller forsinker kadencer til tonika – dvs. de akkordfølger i vestlig funktionsharmonisk musik, der fører til, at musikken falder til ro i tonearten.

Da Schönberg komponerede Gurrelieder, var hans tilgang stadig overvejende tonal. Men ved at bruge kromatik, udvidet tonalitet og glimtvis atonalitet skubber han allerede her i dette relativt tidlige værk til grænserne for de traditionelle tonale strukturer, som han nogle år senere bryder endegyldigt med.

J.P. Jacobsens digte

Inspirationen til Gurrelieder kommer fra en række digte af den danske forfatter J.P. Jacobsen, der beskriver den tragiske kærlighedshistorie mellem Valdemar Atterdag, der levede 1320 til 1375 og blev konge af Danmark i 1340, og hans elskerinde Liden Tove. Sandsynligvis er der tale om en sammenblanding af Valdemar Atterdag med Valdemar den Store, der var konge i 1100-tallet, da sidstnævnte havde en elskerinde ved navn Tove.

I digtene spænder Jacobsen over forskellige poetiske stilarter; fra traditionelle strofiske former, som i 1800-tallet blev dyrket og genoplivet i tråd med romantikkens nationalistiske tidsånd, til fri prosadigtning i en for Jacobsens samtid ganske moderne stil.

Digtcyklussen indgik i Jacobsens ungdomsværk En Cactus springer ud, som han skrev i 1867-1869, men digtene blev først udgivet i 1886, efter hans død. Gurrelieder blev oversat til tysk af Robert Franz Arnold (1872-1938) og udgivet i 1897.

Gurrelieders plads i den vestlige musikhistorie

Schönbergs Gurrelieder anses for at være et af de mest ambitiøse orkesterværker inden for det senromantiske repertoire. Det kan forstås som en vigtig brik i brobygningen fra romantikkens og senromantikkens stadig mere udvidede funktionsharmonik til 1900-tallets frigørelse af dissonanser i atonalitet.

Da Schönberg komponerede værker som Gurrelieder og Verklärte Nacht, var hans kompositoriske stil overvejende senromantisk. Senere brød han med denne stilart og eksperimenterede med atonal komposition, før han grundlagde tolvtonemusikken. Hans nærmeste elever, herunder komponisterne Alban Berg og Anton von Webern, bidrog til disse nybrud. Sammen udgjorde de Den anden wienerskole. Den første wienerskole omfattede wienerklassiske komponister som Joseph Haydn, W.A. Mozart, og Ludwig van Beethoven.

Op gennem 1800-tallet havde særligt komponisten Richard Wagner, kendt for sine operaer, spillet en afgørende rolle i den musikalske udvikling, som blandt andet Gurrelieder er et resultat af. Wagners bidrag til udvidelsen af tonal harmonik, brug af kromatisk melodik og hans rige orkestrering kom især i Tyskland og Østrig til at få stor indflydelse på den næste generation af komponister. I modsætning til flere af sine samtidige, såsom Richard Strauss og Gustav Mahler, brød Schönberg dog efterhånden med den senromantiske arv.

Kompositionsprocessen

Da Schönberg påbegyndte arbejdet på Gurrelieder i foråret 1900, var de første ni sange sandsynligvis tænkt som en klaverakkompagneret sangcyklus for sopran og tenor. Undervejs voksede projektet, og han omarbejdede materialet til et monumentalt gennemkomponeret kantate- eller oratorielignende værk for stort orkester. Efter at have færdigkomponeret værket i 1901 arbejdede han på orkestreringen frem til 1903. Efter en længere pause genoptog han arbejdet i sommeren 1910 og færdiggjorde det i 1911.

Værket blev uropført 23. februar 1913 i Großer Saal i Musikverein Wien af Wiener Tonkünstler-Orchester under ledelse af dirigent Franz Schreker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig