Show Boat er en amerikansk musical i to akter fra 1927 med musik af Jerome Kern og tekst af Oscar Hammerstein II, bygget over en roman fra 1926 af Edna Ferber (1885-1968).

Faktaboks

Også kendt som

Teaterbåden

Show Boat betragtes som den første amerikanske musical. Den bygger på den europæiske operettetradition, men bryder radikalt med denne ved at indføre en strammere dramaturgi og en række realistiske handlingselementer. Den foregår i perioden 1880-1927, fortrinsvis ombord på en båd på Mississippi, der lægger til og spiller melodramaer i diverse havnebyer.

Handlingen strækker sig over 50 år. Hovedshistorien er den unge pige Magnolias liv, karriere og kærlighed, men handlingen får en drejning, da det afsløres, at truppens kvindelige førstekraft Julie er af delvis afroamerikansk afstamning og derfor ikke kan stå på scenen sammen med hvide kolleger. Hun bliver fyret og ender efterhånden som alkoholiker. Dette handlingselement var meget kontroversielt for sin tid. I periferien agerer virkelige afroamerikanere, bl.a. havnearbejderen og altmuligmanden Joe, der synger Ol' Man River.

Show Boat havde premiere 27. december 1927 i New York og blev en enorm succes. Musicalen er blevet filmatiseret tre gange, første gang i 1929 som stumfilm efter Edna Ferbers forlæg. I 1936 kom den mest tro filmudgave med adskillige medvirkende fra teaterpremieren i 1927 med tilføjelse af Paul Robeson som Joe. Rollen var oprindeligt skrevet til ham, men han havde først haft tid til at spille den ved den europæiske premiere i London i 1928 og i 1932 i New York. Den sidste filmatisering, denne gang i farver, fandt sted i 1951.

De forskellige filmudgaver af Show Boat afspejler skiftende grader af selvcensur og politisk korrekthed i USA. Rollen som Julie blev normalt spillet af en hvid skuespillerinde, bl.a. fordi hun i fiktionen var gift med en hvid kollega. I versionen fra 1951 nedtonede man racekonflikten samtidig med, at en række sangtekster med racistiske tendenser, blev revideret. Konfliktskyheden og fraværet af Paul Robeson, der nu var blacklisted, kunne i 1951 ses som en følge af McCarthyismen.

Trods en drivende sentimental slutning er filmatiseringen fra 1936, instrueret af James Whale, det gyldigste udtryk for Kerns og Hammersteins oprindelige intentioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig