Janko-klaviatur, tastatur konstrueret af pianisten og ingeniøren Paul von Janko (1856-1919) i 1882. Alle toner kan spilles på hver af de tre dobbelte rækker af små anslagsplader, hvilket medfører en naturligere håndstilling og muligheden for at gribe over meget store intervaller. Fingersætningen i alle durskalaer er ens ligesom i molskalaerne, hvorved indlæring og transponering samt passagespil lettes. Klaviaturet fik dog aldrig væsentlig betydning.