hakkebræt

© Musikhistorisk Museum/Ole Woldbye

Hakkebræt. Det viste instrument er dateret 1743.

hakkebræt, musikinstrument af citertype, hvis metalstrenge anslås med to lette hamre. Det har for det meste trapezform og er beslægtet med det knipsede psalterium. Med udgangspunkt i Mellemøsten har hakkebrættet fået en bemærkelsesværdig udbredelse. I Europa er det veldokumenteret efter 1440 og havde i 1600-t. og begyndelsen af 1700-t. en blomstringstid med nye, forfinede varianter, bl.a. pantaleon, opkaldt efter opfinderen, violinisten Pantaleon Hebenstreit (1667-1750). Hakkebrættet fulgte i tyrkernes fodspor østpå gennem Asien og nåede Kina i begyndelsen af 1700-t. I sit store udbredelsesområde træffes det i flere varianter, men det har næsten overalt bevaret sin trapezform og ejendommelige efterklang og samtidig formået at tilpasse sig vidt forskellige musikstilarter. I Iran indtager det endnu i dag en betydelig plads som soloinstrument i kunstmusikken, mens det i europæisk folkemusik fortrinsvis indgår i små instrumentalensembler, fx i Alpelandene. Mest kendt er det store cimbalom på fire ben og med dæmper, som bruges af østeuropæiske sigøjnerorkestre. Gennem Franz Liszt fik det status som orkesterinstrument (bl.a. i Ungarischer Sturmmarsch, 1876) og er siden benyttet af flere komponister, fx Zoltán Kodály (Háry János, 1926).