horn

© Thorkild Jensen/Gyldendal

Henning Hansen, solohornist i Danmarks Radios Symfoniorkester, i den karakteristiske stilling med højre hånd i lydstykket på et valdhorn.

horn, læbeblæseinstrument, overvejende med kegleformet rør (konisk boring), hvis navn skyldes ligheden med visse dyrehorn. Instrumentet kendes i mange kulturer og fremstilles af forskellige materialer: træ (alpehorn), bronze (lur), bark, konkylier, elefanttænder o.a.

I snævrere betydning er horn eller valdhorn et orkesterinstrument af messing. Mindre horn af dette eller et andet metal blev i 1600-t. anvendt til signalgivning, især ved jagt, og længere instrumenter med et større toneomfang blev gradvis indført i kunstmusikken. I midten af 1700-t. opdagede den tjekkiske hornist Anton Joseph Hampel (ca. 1710-71), at man ved at placere hånden forskellige steder i klangstykket kunne "bøje" naturtonerne og derved frembringe alle toner (dog med en ret uens karakter); samtidig skiftede klangen fra lys til mørk. Et horn forsynet med udskiftelige forlængerbøjler, det såkaldte inventionshorn, opfundet ligeledes af A.J. Hampel i 1750'erne, kunne spille i forskellige stemninger (tonearter). I løbet af 1800-t. blev instrumentet udstyret med ventiler, og F-stemningen blev den mest almindelige; dog anvendte man også horn i B, der var mere sikre til de høje toner. Senere er man i vid udstrækning gået over til at anvende dobbelthorn, der med en ventil kan skifte mellem F- og B-stemning; der er også bygget tripelhorn, der kan veksle mellem F-, B- og høj F-stemning. Den såkaldte wagnertuba er et mørktklingende horn i oval tubafacon med stor boring (rørdiameter) og opadvendt klangstykke; den blev foreskrevet af Richard Wagner til bl.a. Nibelungens ring.

Hornets bløde klang gør det velegnet til spil med andre orkesterinstrumenter, både strygerne og de forskellige andre blæsertyper. Siden 1700-t. anvendes det alene eller i par i forskellige orkestertyper, bl.a. i flere af J.S. Bachs kirkekantater. Siden anden halvdel af århundredet har det haft fast plads i symfoniorkesteret, hvor antallet i begyndelsen af 1800-t. blev udvidet fra to til fire, opdelt i to par med hver sin stemning, hvilket gav flere toner til rådighed. Desuden optræder hornet i bl.a. harmoniorkestre og blæserkvintetter. Som soloinstrument anvendes hornet i koncerter af komponister som Mozart, C.M. von Weber og Richard Strauss.

Betegnelsen horn bruges også som slangudtryk for alle messingblæseinstrumenter.