Læbeblæseinstrumenter, musikinstrumenter, i hvilke tonerne dannes ved hjælp af vibrationer fra den spillendes læber. I de fleste instrumenter vibrerer læberne ind i et tragtformet mundstykke, der fortsætter i et rør og ender med et tragtformet klangstykke. Primitive horn og trompeter mangler af og til mundstykke eller har blæsehul på siden; andre mangler klangstykke (fx didgeridoo). Nogle læbeblæseinstrumenter er fremstillet af træ (fx alpehorn og zink) eller andre materialer (dyrehorn, konkylier, glas, plast, ler), men de fleste er af messing, heraf betegnelsen messingblæseinstrumenter (fx trompet og horn); se blæseinstrumenter.