Musikinstrumenter. Interiør fra firmaet Hornung & Møllers lokaler i Bredgade 54, Dehns Palæ, i København, sådan som de tog sig ud i 1913.

.

Musikinstrumenter (Musikinstrumentbygning), Musikinstrumentbygning er et fag med et langt spring fra hyrdens hjemmelavede hyldefløjte til det industrielt fremstillede instrument og den højt specialiserede håndværker. Om faget som levebrød findes kun få oplysninger fra ældre tid. I første halvdel af 1200-t. berettedes om fabrikation af forskellige instrumenter i en bestemt gade i Köln, men ellers har man først viden om instrumentbyggere i 1400- og 1500-t. Nogle få navne kendes, kun enkelte fra Danmark; i 1494 er orgelbygger Laur. Hansen nævnt, i 1599 oplyses, at Adam Pickerow fremstillede strengeinstrumenter, og i 1616 solgte Lauritz Michelsen tasteinstrumenter. Faget var generelt ikke organiseret i lav som andre håndværk, dog med undtagelse af trompetmagerne, som fik deres eget lav i Nürnberg i 1635. Det var i øvrigt almindeligt i den tidlige periode, at fagets udøvere fremstillede forskellige slags instrumenter, og almindelige håndværkere kunne have instrumentbygning som binæring; det kendes bl.a. fra Danmark, hvor visse drejere fra 1700-t. havde træblæseinstrumenter på programmet.

En stigende efterspørgsel nødvendiggjorde efterhånden en højere grad af specialisering, og i slutningen af 1700-t. og i løbet af 1800-t. oprettedes egentlige instrumentfabrikker med arbejdsfordeling af de specifikke opgaver. Den største specialisering skete inden for klaverindustrien, men der fandtes også fabrikker for henholdsvis guitar-, messing- og træblæseinstrumenter. Efterspørgsel og udbud er for visse instrumenters vedkommende steget yderligere i 1900-t., fx violinen. I århundredets sidste årtier har den europæiske instrumentfabrikation fået stor konkurrence fra østeuropæiske og asiatiske lande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig