Didgeridoo, et langt, rørformet musikinstrument, som bruges af de australske aboriginere. Traditionelt er det fremstillet af eukalyptustræ (i dag også af plastic); det spilles med vibrerende læber og cyklisk vejrtrækning, dvs. at musikeren trækker vejret ind gennem næsen, mens han med kinderne presser luft ud i instrumentet. Herved opnås en kontinuerlig luftstrøm, der ikke afbryder lyden som ved almindelig vejrtrækning. Didgeridoo frembringer en karakteristisk rytmisk brummen.