Sverige - musik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Til forskel fra Danmarks musikhistorie, hvor brande har ødelagt væsentlige dele af det skriftlige kildemateriale, er Sveriges veldokumenteret igennem talrige overleverede musikalier. De ældste kilder er dog ikke skriftlige, men består i arkæologiske fund af bl.a. benfløjter og rasleinstrumenter fra yngre stenalder (ca. 2000 f.Kr.). Af de ca. 60 bronzelurer, der er fundet i det sydskandinaviske område fra 1300-500 f.Kr., er nogle af de ældste fundet i Skåne, Blekinge og på Öland, mens lyren (med 4-7 strenge) kendes fra fund på Gotland (700-t.) og ved Birka (800-t.).

I slutningen af 1000-t. var Sverige kristnet, og ved de store domkirker indførtes forordninger for kirkesangen (1137 for Lunds Domkirke, 1272 Linköping, 1298 Uppsala). Mens kirkesangen i begyndelsen var præget af engelske og senere sydtyske impulser, blev den med cisterciensernes indtog i 1100-t. og dominikanernes i 1200-t. tilført påvirkning fra Rom. De tidligste svenske bidrag til den latinske liturgi omfattede sekvenser og hymner. Petrus Olavi (død 1378), den hellige Birgittas åndelige vejleder, sammenstillede en cyklus på syv officier, Cantus sororum, med henblik på, at nonnerne i Vadstena Kloster hver ugedag kunne besynge forskellige aspekter af Jomfru Marias liv. Det første direkte vidnesbyrd om flerstemmig sang på svensk grund hidrører fra en kirkefest i Vadstena 1489. To gotlandske orgler fra 1300-t. må betragtes som de ældste i Sverige.

Efter Reformationen blev kirkefesternes antal reduceret, og den gregorianske sang forsvandt, men dele af den middelalderlige kirkesangstradition levede videre i svensk oversættelse. Ansvaret for domkirkernes musik blev overdraget katedralskolerne, der tildelte musikken en vigtig plads på skemaet. Ved Den Tyske Kirke i Stockholm udfoldede der sig fra 1580'erne en betydelig musikdyrkelse, delvis i samarbejde med hoffet og Storkyrkan. Kirkens rige samling af kirkelig og verdslig musik fra tiden ca. 1580-1630 af nederlandske, italienske, tyske og franske komponister er bevaret.

Under Gustav Vasa (regerede 1523-60) blev hoffets musikliv indrettet efter europæisk-kontinentalt forbillede, og en række musikere, overvejende af udenlandsk herkomst, kastede glans over hoffets ceremoniel med et internationalt repertoire af kirkelig og verdslig musik.

I stormagtstiden førte øgede kontakter til de musikalsk traditionsrige Østersøbyer og kontinentet til, at svensk musikliv oplevede en opblomstring. I forbindelse med Gustav 2. Adolfs bryllup 1620 blev hofkapellet udvidet med hen ved 20 musikere, af hvilke hoforganisten Andreas Düben blev stamfader til musikerdynastiet Düben. 1640 blev han leder af hofkapellet, der omfattede såvel instrumentalister som vokalister.

1700-t.s svenske musikhistorie opdeles traditionelt i Frihedstiden og den gustavianske tid. Dyrkelsen af kunstmusik udbredtes til borgerlige miljøer, og efterhånden opstod et offentligt koncertliv. Komponisten Johan Agrell virkede i Tyskland, mens Johan Helmich Roman blev en central skikkelse hjemme i Sverige. Hans rige musikalske produktion omfatter de fleste af tidens genrer, fx kantater, symfonier, orkestersuiter, koncerter og kammermusik, og 1731 tog han initiativ til at afholde den første af en række koncerter med passionsmusik af bl.a. Händel. Fra 1758 fik koncertlivet en fornyet opblomstring med abonnementskoncerter under ledelse af italieneren Francesco Uttini, og fra 1769 stod komponisten og organisten Ferdinand Zellbell (1719-80) i spidsen for de såkaldte "kavaljerskonserter". I det følgende tiår opstod koncertgivende selskaber som Utile dulci, Par bricole og Kungliga Musikaliska Akademien (grundlagt 1771).

Ved midten af 1700-t. fik scenekunsten igen fastere plads ved hoffet. Efter Gustav 3.s tronbestigelse 1771 intensiveredes den musikdramatiske virksomhed i et forsøg på at gøre svensksproget opera til spydspids for en blomstrende indenlandsk kultur. Hofkapellet blev knyttet stærkere til teatret, og der ansattes svenske sangere og dansere. 1773 åbnede den svenske opera med en forestilling af Uttini, der forenede italiensk vokalkunst med fransk operas storslåede ballet- og korindslag. Repertoiret var i øvrigt domineret af fransk opéra comique, operaballetter og Glucks reformoperaer. I 1780'erne fik den gustavianske opera sit særlige præg med historisk-nationale emner udarbejdet af svenske librettister. I samarbejde med J.H. Kellgren skrev kongen tekst til operaer om to af sine forgængere, Gustav Vasa (1786, med musik af den tyske komponist J.G. Naumann) og Gustav Adolf och Ebba Brahe (1788, med musik af den tyske orgelvirtuos og komponist Georg Joseph Vogler). Også den tidligt afdøde Joseph Martin Kraus og Johann Christian Friedrich Haeffner (1759-1833) komponerede operaer. Efter kongens død ophørte den indenlandske produktion af operaer på Kungliga Dramatiska Teatern midlertidigt, men på Stockholms private scener opførtes syngespil, operaparodier og bearbejdelser af franske vaudeviller. I 1700-t. sidste årti skete en opblomstring af selskabsvisen i musikalsk-litterære kredse, mens den øvrige svenske sangproduktion fik bredere social forankring gennem spredning af skillingstryk med melodihenvisninger. I 1790'erne udgav Olof Åhlström (1756-1835) den satiriske digter og komponist Carl Michaël Bellmans samlinger Fredmans epistlar og Fredmans sånger.

1800-t.

I første halvdel af 1800-t. dannedes i Stockholm, Göteborg, Malmø, Norrköping, Linköping og Växjö koncertselskaber, hvori blandede kor samlede sig om at opføre større korværker. Også de militære musikkorps spillede en vigtig rolle i det offentlige koncertliv. I universitetsbyerne Uppsala og Lund fik korsangen sit særlige præg i form af studentersangen, som bl.a. Otto Lindblad bidrog til med mandskorsange. På Kungliga Dramatiska Teatern opførtes et alsidigt og aktuelt operarepertoire, der bl.a. blev springbræt for sangerinden Jenny Linds internationale karriere i 1840'erne. I centrum for den svenske vokalmusik stod den lyriske solosang med klaverledsagelse, som fik sine fornemste repræsentanter i Uppsalakredsens komponister Erik Gustav Geijer (1783-1847), Adolf Fredrik Lindblad, Jacob Axel Josephson (1818-80) og prins Gustaf (1827-52). Geijers indsamling og udgivelse af Svenska folkvisor från forntiden (1814-18, i samarbejde med Arvid August Afzelius (1785-1871) og Haeffner) bidrog afgørende til, at den tidlige romantiske lied blev kendetegnet ved enkle, men karakterfulde og stemningsmættede melodier. Klarinettisten Bernhard Crusell, der var født i Finland, skrev kammermusik og koncerter for sit instrument. Den betydeligste svenske instrumentalkomponist var Franz Berwald, hvis musikalske produktion kulminerede i 1840'ernes fire store symfonier og en række sene kammermusikværker. Komponisten og hofkapelmesteren Ludvig Norman (1831-85), der i lighed med Josephson og August Söderman (1832-76) havde studeret i Leipzig i 1840'erne, virkede i århundredets anden halvdel aktivt for at fremme instrumentalmusikken. 1860-78 stod han sammen med Ivar Hallström (1826-1901, kendt for den nationalromantiske opera Den bergtagna, 1874) i spidsen for en betydelig koncertvirksomhed i Nya harmoniska sällskapet (fra 1880 videreført i Musikföreningen). Söderman, der i sin vokalmusik lod sig inspirere af svensk "folketone", komponerede og arrangerede musik til omkring 70 skuespil og gjorde sig desuden i 1860'erne-1870'erne bemærket med korværker. Komponisten og dirigenten Andreas Hallén (1846-1925) introducerede Wagners sene musikdramaer på Stockholmoperaen, og hans Harald Viking (1884) blev den første ledemotivisk gennemarbejdede svenske opera i senwagnersk stil. I sine symfoniske digte var han stærkt inspireret af Liszt, mens Emil Sjögren, der især skabte sig et navn som sangkomponist, i sine lyriske klaverstykker og violinsonater snarere havde franske forbilleder (Fauré, Franck, Debussy).

1900-t.

I begyndelsen af 1900-t. ekspanderede musiklivet med oprettelsen af orkestre i Stockholm, Göteborg, Gävle, Norrköping og Helsingborg. Udbygningen af jernbanenettet fremmede landsomfattende turnéer af bl.a. Tor Aulin- og Kjellström-kvartetterne. Tre dominerende komponister var Wilhelm Peterson-Berger, der tillige var musikkritiker, Wilhelm Stenhammar, der også var pianist og dirigent, og Hugo Alfvén, som i en årrække ledede mandskoret Orphei Drängar og i lighed med Stenhammar havde en forkærlighed for polyfone former i sine store korværker. Hos komponister som Ture Rangström og Sigurd von Koch (1879-1919) spillede solosangen en fremtrædende rolle, mens symfonikerne Natanael Berg (1879-1957), Oskar Lindberg (1887-1955) og Kurt Atterberg var påvirket af såvel nordiske klange (Alfvén, Sibelius) som europæisk senromantik (Richard Strauss). Edvin Kallstenius (1881-1967) stod som sin tids mest radikale komponist, der især på harmonikkens område gik nye veje. Hilding Rosenberg og Gösta Nystroem, der begge slog deres navne fast i 1920'erne, havde neobarokke træk til fælles, men repræsenterede i øvrigt forskellige tendenser inden for europæisk modernisme; Rosenberg ekspressionismen og det folkloristiske, Nystroem impressionismen.

Den svenske sektion af International Society for Contemporary Music (grundlagt 1923) bidrog ligesom kammermusikforeningen Fylkingen i Stockholm (grundlagt 1933) til at udbrede den nye musik. I mellemkrigsårene fremtrådte komponisterne Lars-Erik Larsson, Dag Wirén og Gunnar de Frumerie (1908-87) med orkesterværker i neoklassisk og idylliserende stil. Efter krigen blev den såkaldte Måndagsgruppen (dannet 1944) et vigtigt forum for debatten om musikkens udvikling. Gruppen talte unge komponister, musikere og musikforskere, og gennem værker af Karl-Birger Blomdahl (internationalt kendt for rumoperaen Aniara, 1959), Sven-Erik Bäck og Ingvar Lidholm vandt ekspressionismen og tolvtoneteknikken indpas. Nævnes bør også Allan Pettersson, der mod slutningen af sit liv opnåede succes hos publikum med sine stort anlagte symfonier. Fra 1950'erne blev komponister som Bengt Hambræus og Bo Nilsson, senere Jan W. Morthenson (kendt for sin "metamusik") og Arne Mellnäs (f. 1933) præget af eksperimentalmusikken i Darmstadt, mens Lars Johan Werle (f. 1926) i sine operaer (Drömmen om Thérèse, 1960-64, Animalen, 1979) repræsenterede en nyromantisk bestræbelse på enkelhed. Studiet for Elektro-akustisk musik i Sverige (EMS, grundlagt 1964 i Stockholm) vakte international opmærksomhed og blev i 1960'erne-1970'erne et vigtigt arbejdsfelt for Knut Wiggen (f. 1927), Lars-Gunnar Bodin (f. 1935), Bengt Emil Johnson (f. 1936) og Ralph Lundsten (f. 1936). Af komponister født i 1940'erne har Sven-David Sandström, Daniel Börtz (f. 1943), Miklós Maros (f. 1943) og Anders Eliasson (f. 1947) gjort sig bemærket med værker, der til dels genindfører tonaliteten og stræber mod enkle strukturer og collagepræget teknik. Den yngre generation repræsenteres af Hans Gefors (f. 1952), Karin Rehnqvist (f. 1957), Jan Sandström (f. 1954), Anders Nilsson (f. 1954) og Madeleine Isaksson (f. 1956).

Flere svenske musikere har gjort sig bemærket med en international karriere, bl.a. sangerne Jenny Lind, Jussi Björling, Birgit Nilsson, Ingvar Wixell og Anne Sofie von Otter samt dirigenterne Eric Ericson, Sixten Ehrling, Herbert Blomstedt og Stefan Parkman.

Jazz

I 1920'erne vandt jazzen gradvis indpas i Sverige, men først i det følgende årti fik den sit gennembrud som en selvstændig musikform. Stildannende orkestre blev ledet af Håkan von Eichwald (1908-64) og Arne Hülphers (1904-78), og med tidsskriftet Orkester Journalen (grundlagt 1933 som verdens formodentlig første jazztidsskrift) fik jazzen sit eget talerør. Fra 1939 bidrog sangerinden Alice Babs til dens popularitet gennem film, koncerter, optræden i folkeparker, grammofonindspilninger og i trioen Swe-Danes. 1940'ernes svenske jazzscene tegnedes af bl.a. trompetisten Thore Ehrlings (1912-94) polerede bigbandarrangementer og af Svenska Hotkvintetten, mens centrale skikkelser i 1950'erne var orkesterlederne Arne Domnérus og Putte Wickman, barytonsaxofonisten Lars Gullin, der tilførte jazzen folke- og kunstmusikalske impulser, samt cooljazzpianisten Bengt Hallberg. Epokegørende blev pianisten Jan Johansson, der med lp'en Jazz på svenska (1964) præsenterede folkevisemelodier i afdæmpet jazzharmonisk farvning. Eje Thelins (1938-90) kvintet står som eksponent for 1960'ernes eksperimentelle jazz, mens gruppen EGBA (grundlagt 1971), der er inspireret af afrikansk og cubansk musik, afspejler jazzens senere tilnærmelser til rock, latinamerikansk musik og funk.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
23/10/2012
Oprindelig forfatter
LAJ
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki