Agitpop, dansk musik- og kunstnerkollektiv, dannet i København i 1971 i forbindelse med arbejdet omkring lp'en Den første maj. Medlemmerne var bl.a. Benny Holst og Arne Würgler (musikere) samt Jesper Jensen og Per Schultz (tekstforfattere). Gruppen arbejdede målrettet med socialistisk agitation og med proletarisk kulturproduktion i en brugsorienteret, antielitær form. Agitpops plader var forsynet med tekster og becifring, og de var med til at forny fællessangen i 1970'erne, hvor gruppen bl.a. var tilknyttet Folkebevægelsen mod EF. De var desuden indtil 1976 engageret som sangskrivere i forbindelse med bl.a. strejker og fagforeningsarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.