Faktaboks

John Mogensen
Født
5. maj 1928
Død
10. april 1977

John Mogensen var en original fornyer af dansk popmusik. Fotografi fra 1974.

.

John Mogensen var en dansk sangskriver, sanger og pianist. Med enkle toner, mundrette ord og et stærkt personligt engagement skildrede han varmt hverdagslivets tildragelser, men forholdt sig kritisk til det politiske liv.

Four Jacks

Med en baggrund i Københavns Drengekor blev John Mogensen i 1954 optaget i vokalensemblet Blue Boys. Samarbejdet varede i to år, og derefter dannede John Mogensen sammen med Otto Brandenburg, Poul Rudi (f. 1930) og Bent Werther (1930-1973) gruppen Four Jacks.

John Mogensens solokarriere

I 1964 blev Four Jacks opløst, og i de følgende år optrådte John Mogensen solo som værtshuspianist. I denne periode udviklede han sit talent som sangskriver, men først i 1971 fik han sit gennembrud med indspilningen Der er noget galt i Danmark efterfulgt af Fut i fejemøget.

John Mogensen skrev mere end 60 sange, der på robust og bramfrit dansk overvejende udtrykker enkel livsfilosofi og nænsom kærlighed, som den udspiller sig blandt mennesker, der er blevet mærket af livet på forskellig vis.

John Mogensen døde af et hjertesop i 1977, blot 48 år gammel.

Studiealbum

  • John Mogensen (1971)
  • Stop en halv (1972)
  • John (1973)
  • Taurus (1975)
  • Nordstjernen (1977)

I 1985 blev John Mogensens status som folkelig poet understreget af en scenisk fremstilling af hans liv i forestillingen Så længe mit hjerte slår. I filmen Så længe jeg lever (2018) instrueret af Ole Bornedal ses Rasmus Bjerg (f. 1976) som John Mogensen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig