Peter Ingemann, f. 6.11.1943, dansk rockmusiker (bas, keyboard og sang) og -komponist. Efter en periode som jazzmusiker dannede Ingemann i 1967 rocktrioen Young Flowers, der havde sit forbillede i bl.a. gruppen Cream. I 1970 indledte han et samarbejde med sangeren og skuespilleren Niels Skousen, og i de følgende år turnerede de i Danmark som Skousen & Ingemann. Deres dansksprogede sange blandede elementer fra folk og rock, og gruppens første lp, Herfra hvor vi står (1971), blev en af tidens mest solgte og aflyttede. Efter gruppens opløsning i 1973 har Ingemann optrådt i bl.a. Røde Mor, Jomfru Ane Band, Stig Møller Band og Kim Larsens band Bellami. Ingemann er uddannet revisor og har bl.a. været økonomisk rådgiver for Kim Larsen.