Charley Pride var en amerikansk countrysanger. Pride kom fra fattige kår i Mississippi og var indtil begyndelsen af 1960'erne en lovende baseballspiller, men måtte stoppe pga. skader. På trods af sin afroamerikanske herkomst fik han herefter en karriere som countrysanger. Kontakt med bl.a. Chet Atkins skaffede ham i 1965 en pladekontrakt med RCA, hvor han blev i mere end 20 år og udgav en lang række hitlisteplacerede plader. Pride bevarede gennem årene en vis popularitet som fortolker af et let Nashville-orienteret repertoire.