Willie Nelson, f. 1933, amerikansk countrysanger og guitarist. Nelson optrådte professionelt fra 12-års-alderen og komponerede tidligt en stor del af sit repertoire selv. Mange af hans sange blev hits i andres indspilninger (Patsy Cline, Roy Orbison), inden han selv fik sit gennembrud. Nelson kom til at fremstå som en atypisk countrysanger, der ofte brød stilartens rammer. Med et guitarspil, der har baggrund i hjemstaten Texas' western swing, og en stemme af en lidt nasal-sørgmodig karakter er hans musik rammende blevet karakteriseret som "the white man's blues". Nelson har dog også ofte bevæget sig ind i et evergreen-repertoire, som han fortolker med stor indlevelse. Han har jævnlig optrådt sammen med Johnny Cash, Kris Kristofferson og Waylon Jennings (f. 1937) som "Highwaymen" og har desuden haft en række filmroller. Blandt hans kendteste sange er Crazy, Hello Walls og Funny How Time Slips Away (alle 1962) og Healing Hands of Time (1961). Han har udgivet selvbiografien Willie: An Autobiography (1988).