Folkesanger, fordanskning af det engelske ord folksinger. Begrebet opstod i perioden omkring den amerikanske folk-revival i begyndelsen af 1960'erne, hvor en del solister etablerede sig som folkesangere, der både brugte materiale fra folkemusiktraditionen og skabte nye sange. Repræsentanter for genren var Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og Donovan. I Danmark var det bl.a. Per Dich (1926-94), Cæsar, Trille, Freddy "Fræk" Poulsen og Povl Dissing, der sammen med folktrioen Cy, Maia & Robert repræsenterede genren. Omkring midten af 1960'erne opstod der flere såkaldte folkeklubber i København, bl.a. Vise Vers Hus (Tivoli), Imikroskopet, Purple Door og Gadespejlet, hvor amatører og professionelle kunne udfolde sig.

Se også folk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig