gospel

Selvom den sorte gospeltradition først kom til i mellemkrigstiden, har den en lang historie. Traditionen med afsyngning af salmer (her tekster fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente) stammer tilbage fra Jean Calvin, en af de mest radikale reformatorer i 1500-tallet. De hvide, engelske calvinister og puritanere tog traditionen til sig og tog den med til USA for at leve et liv uden religiøs undertrykkelse. Der var tale om enstemmighed uden akkompagnement. I 1700-tallet kom blev der efterhånden skrevet nye tekster, men stadig inspireret af biblens salmer. Også en enkel flerstemmighed blev udviklet. Korledere kom til, og de lærte blandt andet medlemmer af menighederne at læse noder. Ikke sjældent blev koret så udskilt fra resten af menigheden og samlet et specielt sted i kirkerummet.

I årtierne efter USA’s selvstændighed i 1776 udviklede en omfattende vækkelsesbevægelse sig blandt de fattige, hvide nybyggere, der udviklede en mundtlig, tekstlig og musikalsk tradition kaldet spirituals. Den blev overtaget af de mange slavegjorte, der ofte deltog i vækkelsesmøderne, og de videreudviklede traditionen, og det er den videreudvikling vi i dag i Europa forstår som spirituals. Den sorte spiritual-tradition blev udbredt gennem sorte vokalensemblers stadige turneren, først i USA siden i hele den vestlige verden. De blev også de første blandt efterhånden hundredvis af omrejsende ensembler, mest mandlige, men dog nogle kvindelige, vokalkvartetter, der i første halvdel af det 20. århundrede bidrog til en fælles, musikalsk identitet på tværs af de mange statsgrænser.

I 1890’erne blev Pinsebevægelsen (Pentecostalists eller The Holiness Chuch) en væsentlig faktor for de mange fattige sorte, der var rejst nordpå. Dens ekstatiske gudstjenester, hvor man kunne blive grebet af Helligånden og tale i tunger og besvime, gav god plads til musik og dans – og endda til instrumenter, der ellers blev anset for at være djævlens redskaber. Prædikanter havde altid været vigtige, men her fik præster med en stærk udstråling og en fornemmelse for showmanship chancen for at føre menighederne gennem en emotionel udvikling med voldsomme, åndelige højdepunkter.

I mellemkrigstiden blev Thomas Dorsey (1899-1993) førstemanden i den genre, der kom til at hedde gospel. I starten blev hans brug af rytmisk markant jazz og blues i den religiøse musik mødt med skepsis, men fra 1930 blev det utrolig populært i mange afrikansk-amerikanske kirker. Han skrev ca. 1000 sange, heriblandt Take My Hand, Precious Lord og Peace in the Valley. Dorsey, der boede i Chicago, var udover at være komponist udgiver, udøver, lærer, dirigent og organisator. Han tog initiativ til at organisere genren i Gospel Singers’ Convention (1932), og Dorseys mange initiativer gjorde – sammen med udbredelsen af pladeoptagelser og nodetryk med gospel – sort gospel til en usædvanlig sammenhængende musikkultur med stor gennemslagskraft både i sorte og hvide kredse.

De mange sangere, der fremførte Dorseys gospelmusik var med til at skabe en ganske unik gospel feeling, baseret på den afrikansk-amerikanske erfaring med håbløsheden her på jord og håbet om at møde det gode i himlen. Der var stadig tale om en overvejende mundtlig tradition, der gav musikerne en stor frihed til at improvisere i en til tider meget ornamenteret stil med mange toner på den samme stavelse. Gospel blev et stærkt symbol på en selvstændig og stærk afrikansk-amerikansk (musik)kultur.

Efter 2. Verdenskrig blev Mahalia Jackson efterhånden til indbegrebet af gospel pga. hendes dybt indfølte performances, hvor et enkelt nummer kunne vare op til ½ time. Hun var opdraget baptistisk og var inspireret af bluessangerinden Bessie Smith. Jackson blev først hyret af Dorsey til at sælge hans trykte sange på gaden, men hun blev hurtigt anerkendt som sangerinde. Det blev efter 2. Verdenskrig slået fast i nationale radio- og tv-programmer, der bar hendes navn, ligesom hun blev markedsført vidt og bredt af Columbia Records. Hun var tæt forbundet med Martin Luther King Jr. og sang ved John F. Kennedys indsættelse i 1961.

Skellet mellem kirke og kommers var og er stadig vigtigt i den sorte kirke. Jackson forblev gospelsanger hele sit liv på trods af Smith-forbilledet og står i dag som et af det 20. århundredes største sangerinder.

Modsat Jackson forlod Sam Cooke en fin gospelkarriere som forsanger i kvartetten The Soul Stirrers for at indspille popplader. Det blev til en lang række klassiske pophits frem til hans tidlige død i 1964. Sister Rosetta Tharpe var endnu en af efterkrigstidens gospelstjerner, der til stadighed balancerede usikkert mellem det religiøse og det verdslige. Hun akkompagnerede sig selv med et effektivt guitarspil og nåede ganske højt op på hitlisterne. Andre som popsangeren Ray Charles trak på gospelrepertoiret og brugte melodier herfra (Halleluja, I Love Her So), eller som Aretha Franklin eller Whitney Houston, der bragte gospelens intense udtryk med ind i poppen. Selv Elvis Presley indspillede et helt gospelalbum med flere sorte gospelmelodier på.

Gennem årene har der været mange store solister og virtuose småensembler, men fra slutningen af 1960’erne kom der fornyet fokus på korene. James Cleveland var en af korlederne, og han lagde sig tæt op ad 1960’ernes soulmusik. En anden var The Edward Hawkins Singers, der med Oh Happy Day fra 1969 fik et enormt hit, der nåede toppen af pophislisterne, og gik under navnet urban contemporary gospel. Det indebar også en fornyet interesse for at inddrage de stadig nye genrer, som blev forbundet med afrikansk-amerikansk musikkultur, inklusiv hiphop.

Andraé Crouch og Kirk Franklin har som komponister, producere og udøvende gennem de sidste 30-40 år fulgt med i de forskellige udviklinger af amerikansk populærmusik. Først og fremmest de soul-relaterede, men rock og den såkaldte Christian Contemporary Music (en hvid tradition, der trak på poprepertoiret) var ikke fremmede for dem. Crouch og Franklins musik gik ofte under navnet Praise and Worship Music. Ofte skal man lytte godt efter teksten for at finde ud af, at der var tale om religiøse musik. Til gengæld var de meget aktive i at udvikle gospel til en hel lille industri med egne institutioner.

Som anden kristen frikirkemusik er gospel blevet big business. Såkaldte megakirker med plads til 10-15.000 i menigheden er specielt i USA blevet udbredt, og musikken er en væsentlig del af de gudstjenester, der finder sted der. Musikken kan være mere traditionel eller helt moderne gospel, men spørgsmål/svar-teknikken er stadig helt central sammen med prædikanternes eller korledernes gradvise bevægelse af menigheden mod følelsesmæssige højdepunkter og ekstatiske oplevelser.

Som en del af pladeindustrien har gospel-selskaberne haft de samme udfordringer på grund af digitaliseringen som alle andre, og i det hele taget er det svært at se gospelindustrien som anderledes end andre dele af musikindustrierne. Der er superstjerner og der er vandbærere, der er snu forretningsmænd og -kvinder og der er små idealistiske virksomheder. Det, som stadig gør gospel til gospel, er kombinationen af religiøse tekster, der vidner om et personligt forhold til gud, og den intense og halvimprovisatoriske fremførelse af dem.

Som antydet har der parallelt med den sorte gospel hele tiden eksisteret hvid gospel, blandt andet som en uundværlig del af country & western-musikken. Repertoiret rækker fra enfoldigt-opbyggelige sange som Keep on the Sunny Side til indtrængende hymner som O Come, Angel Band, der begge kan betegnes som klassikere inden for genren. Hvide sangere som Elvis Presley og Johnny Cash har i vidt omfang integreret sorte gospelsange af bl.a. Dorsey i deres repertoire. Et eksempel på, at der ikke blot sker bevægelser hen over det religiøst-verdslige skel, men også over racemæssige skel er den i alle lejre uhyre udbredte Amazing Grace. Den er oprindeligt skrevet af hvide. Teksten er skrevet i England i 1779, mens melodien kom til i USA i 1835.

Gospelsangen er blevet et internationalt fænomen og har også slået rod i Danmark. Etta Cameron var i slutningen af forrige århundrede en tidlig ambassadør, og i dag er der hundredvis af gospelkor i Danmark. De rækker fra kor, hvor alle der har lyst, kan deltage, til semiprofessionelle kor og mindre ensembler. For mange står gospelmusikken for en livsglæde og umiddelbarhed, som de ikke finder i andre former for organiseret musiceren, og er dermed en yndet amatøraktivitet. Desuden trækker de mange frikirkemenigheder rundt om i landet på gospelpraksisser sammen med andre praksisser fra f.eks. Christian Contemporary.

• spirituals
• soul
• blues
• rhythm'n'blues