Melodi Grand Prix. Danmark deltog første gang i det europæiske Melodi Grand Prix i 1957, som fandt sted i Frankfurt, og var repræsenteret af Gustav Winckler og Birthe Wilke. De sang Skibet skal sejle i nat, der kom ind på en tredjeplads. At de ikke vandt konkurrencen, skyldtes angiveligt, at det lange kys, parret sluttede sangen med, skulle være faldet de katolske landes juryer for brystet.
Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest, årlig tilbagevendende sang- og melodikonkurrence for medlemslandene i EBU (European Broadcasting Union). Begivenheden kaldes forskelligt i forskellige lande, den danske betegnelse er afledt af den oprindelige franske.
Konkurrencen blev afholdt første gang i 1956 i Schweiz med syv lande som deltagere (med to sange hver) med det formål at inspirere til produktion af europæisk populærmusik gennem en international konkurrence. Året efter, hvor Danmark deltog for første gang, måtte hvert land kun have én sang med.
Hver deltagende nation afholder først en national konkurrence, og vinderbidraget herfra går videre til den internationale finale. Det er melodien og teksten, der konkurrerer, hvilket i 1950'erne fik flere lande til at lade samme solist opføre samtlige bidrag ved den nationale del af konkurrencen.
Men det europæiske Melodi Grand Prix har fra begyndelsen først og fremmest været et internationalt lanceringsforum for solisterne. Udvælgelsen af de deltagende melodier blev oprindelig foretaget af et dommerpanel bestående af musikkyndige, men fra 1990'erne har forskellige former for seerafstemninger været forsøgt.
Selvom Melodi Grand Prix fortsat er en europæisk mediebegivenhed, har man gennem årene udvidet med ikke-europæiske deltagerlande, således Israel allerede i 1973. Afslutningen på den kolde krig og Sovjetunionens sammenbrud betød en massiv udvidelse mod øst, herunder Rusland, der har deltaget siden 1994. Fra 1990'erne har der været en udbredt tendens til at synge de nationale vindermelodier på engelsk ved finalen. Tilsvarende er det blevet stadigt mere udbredt, at deltagerlande, der er villige til at investere i projektet for at øge vinderchancerne, bestiller sange hos udenlandske leverandører og lader dem fremføre af udenlandske kunstnere, hvorved det oprindeligt tilstræbte nationale særpræg går tabt.
Melodi Grand Prix. Grethe og Jørgen Ingmann bragte med sangen Dansevise sig selv og Danmark øverst på sejrsskamlen ved det internationale Melodi Grand Prix i London 23.3.1963.
1960'ernes Melodi Grand Prix var domineret af solister, 1970'ernes af flere grupper, og i 1990'erne har melodierne til tider haft et etnisk præg som musikalsk krydderi, og tendensen er gået i retning af at lægge større vægt på en totalitet i musik, sang, melodi, udførelse og scenografi.
I 2000-t. blev musikken desuden i højere grad præget af stilarter, der ikke tidligere blev forbundet med Melodi Grand Prix, fx rap og heavy metal. Dette skift hænger utvivlsomt sammen med, at publikumsafstemningerne nu foregår pr. sms og derfor appellerer mere til den yngre end den ældre generation.
Danmark deltog første gang i det europæiske Melodi Grand Prix i 1957, da Skibet skal sejle i nat, sunget af Gustav Winckler og Birthe Wilke, opnåede en tredjeplads. Siden har Danmark deltaget i konkurrencen bortset fra 1967-77 efter en programpolitisk beslutning og enkelte andre år pga. dårlig placering.
Danmarks Radio har gennem årene forsøgt mange tiltag for at forhindre monotoni og forudsigelighed i valget, mest radikalt i 1965, da man udelukkende inviterede seriøse forfattere og komponister til at bidrage med det resultat, at en sang af Poul Henningsen og Jørgen Jersild vandt. Tilsvarende har man gennem årene suppleret de rutinerede Grand Prix-veteraner med outsidere som Preben Neergaard, Kim Larsen, Tommy Kenter og Ulla Henningsen.
I 1963 blev det til den første knebne danske sejr med Dansevise, komponeret af Otto Francker og med tekst af Sejr Volmer-Sørensen, fremført af Grethe og Jørgen Ingmann. Anden sejr vandt Danmark i 2000 overbevisende med Brødrene Olsens egen Fly on the Wings of Love (da. Smuk som et stjerneskud). Danmark vandt konkurrencen stort for tredje gang i 2013 med sangen Only Teardrops, skrevet af Lise Cabble, Julia Fabrin Jakobsen og Thomas Stengaard, fremført af Emmelie de Forest.
| År | Afholdt i | Vindernation | Vindersang, kunstner(e) (solist/gruppe) | Dansk bidrag (placering), kunstner(e) |
| 1956 | Lugano | Schweiz | Refrain, Lys Assia | (Danmark deltog ikke i 1956) |
| 1957 | Frankfurt | Holland | Net als toen, Corry Brokken | Skibet skal sejle i nat (3), Birthe Wilke og Gustav Winckler |
| 1958 | Hilversum | Frankrig | Dors, mon amour, André Claveau | Jeg rev et blad ud af min dagbog (8), Raquel Rastenni |
| 1959 | Cannes | Holland | Een beetje, Teddy Scholten | Uh, jeg ville ønske jeg var dig (5), Birthe Wilke |
| 1960 | London | Frankrig | Tom Pillibi, Jacqueline Boyer | Det var en yndig tid (10), Katy Bødtger |
| 1961 | Cannes | Luxembourg | Nous les amoureux, Jean-Claude Pascal | Angelique (5), Dario Campeotto |
| 1962 | Luxembourg | Frankrig | Un premier amour, Isabelle Aubret | Vuggevise (10), Ellen Winther |
| 1963 | London | Danmark | Dansevise, Grethe og Jørgen Ingmann | Dansevise (1), Grethe og Jørgen Ingmann |
| 1964 | København | Italien | Non ho l'età, Gigliola Cinquetti | Sangen om dig (9), Bjørn Tidmand |
| 1965 | Napoli | Luxembourg | Poupée de cire, poupée de son, France Gall | For din skyld (7), Birgit Brüel |
| 1966 | Luxembourg | Østrig | Merci chérie, Udo Jürgens | Stop, mens legen er god (14), Ulla Pia |
| 1967 | Wien | Storbritannien | Puppet on a string, Sandie Shaw | (Danmark deltog ikke 1967-77) |
| 1968 | London | Spanien | La la la, Massiel | |
| 1969 | Madrid | Frankrig | Un jour, un enfant, Frida Boccara | |
| Storbritannien | Boom bang-a-bang, Lulu | |||
| Spanien | Vivo cantando, Salome | |||
| Holland | De troubadour, Lennie Kuhr | |||
| 1970 | Amsterdam | Irland | All kinds of everything, Dana | |
| 1971 | Dublin | Monaco | Un banc, un arbre, une rue, Séverine | |
| 1972 | Edinburgh | Luxembourg | Après toi, Vicky Leandros | |
| 1973 | Luxembourg | Luxembourg | Tu te reconnaîtras, Anne-Marie David | |
| 1974 | Brighton | Sverige | Waterloo, ABBA | |
| 1975 | Stockholm | Holland | Ding dinge dong, Teach-In | |
| 1976 | Haag | Storbritannien | Save your kisses for me, Brotherhood of Man | |
| 1977 | London | Frankrig | L'oiseau et l'enfant, Marie Myriam | |
| 1978 | Paris | Israel | A-ba-ni-bi, Izhar Cohen & The Alphabeta | Boom boom (16), Mabel |
| 1979 | Jerusalem | Israel | Halleluyah, Gali Atari & Milk and Honey | Disco tango (6), Tommy Seebach |
| 1980 | Haag | Irland | What's another year, Johnny Logan | Tænker altid på dig (14), Bamses Venner |
| 1981 | Dublin | Storbritannien | Making your mind up, Bucks Fizz | Krøller eller ej (11), Tommy Seebach og Debbie Cameron |
| 1982 | Harrogate | Vesttyskland | Ein bißchen Frieden, Nicole | Video-video (17), Brixx |
| 1983 | München | Luxembourg | Si la vie est cadeau, Corinne Hermès | Kloden drejer (17), Gry Johansen |
| 1984 | Luxembourg | Sverige | Diggi-loo diggi-ley, Herrey's | Det' lige det (4), Hot Eyes (Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard) |
| 1985 | Göteborg | Norge | La det swinge, Bobbysocks | Sku' du spør' fra no'en (11), Kirsten & Søren |
| 1986 | Bergen | Belgien | J'aime la vie, Sandra Kim | Du er fuld af løgn (6), Trax (Lise Haavik & John Hatting) |
| 1987 | Bruxelles | Irland | Hold me now, Johnny Logan | En lille melodi (5), Anne Cathrine Herdorf |
| 1988 | Dublin | Schweiz | Ne partez pas sans moi, Céline Dion | Ka' du se hva' jeg sa' (3), Kirsten & Søren |
| 1989 | Lausanne | Jugoslavien | Rock me baby, Riva | Vi maler byen rød (3), Birthe Kjær |
| 1990 | Zagreb | Italien | Insieme: 1992, Toto Cutugno | Hallo hallo (8), Lonnie Devantier |
| 1991 | Rom | Sverige | Fångad av en stormvind, Carola | Lige der hvor hjertet slår (19), Anders Frandsen |
| 1992 | Malmø | Irland | Why me?, Linda Martin | Alt det som ingen ser (12), Lotte Nilsson & Kenny Lübcke |
| 1993 | Millstreet | Irland | In your eyes, Niamh Kavanagh | Under stjernerne på himlen (22), Seebach Band |
| 1994 | Dublin | Irland | Rock'n'roll kids, Paul Harrington & Charlie McGettigan | (Danmark er oversidder pga. lav placering i 1993) |
| 1995 | Dublin | Norge | Nocturne, Secret Garden | Fra Mols til Skagen (5), Aud Wilken |
| 1996 | Oslo | Irland | The voice, Eimear Quinn | Kun med dig (ikke med i finalen), Dorthe Andersen og Martin Loft |
| 1997 | Dublin | Storbritannien | Love shine a light, Katrina and The Waves | Stemmen i mit liv (16), Thomas Lægård (Kølig Kaj) |
| 1998 | Birmingham | Israel | Diva, Dana International | (Danmark er oversidder pga. placering 1993-97) |
| 1999 | Jerusalem | Sverige | Take Me To Your Heaven, Charlotte Nilsson | Denne gang (8), Michael Teschl og Trine Jepsen |
| 2000 | Stockholm | Danmark | Fly on the Wings of Love, Brødrene Olsen | Smuk som et stjerneskud (1), Brødrene Olsen |
| 2001 | København | Estland | Everybody, Dave Benton og Tanel Padar | Der står et billede af dig på mit bord (2), Rollo & King |
| 2002 | Tallinn | Letland | I Wanna, Marija Naumova | Sig mig hvem du er (24), Malene Winther Mortensen |
| 2003 | Riga | Tyrkiet | Everyway that I can, Sertab Erener | (Danmark er oversidder pga. lav placering i 2002) |
| 2004 | Istanbul | Ukraine | Wild dances, Ruslana | Sig det' løgn (13), Tomas Thordarson |
| 2005 | Kijev | Grækenland | My number One, Helena Paparizou | Tænder på dig (10), Jakob Sveistrup |
| 2006 | Athen | Finland | Hard Rock Hallelujah, Lordi | Twist of Love (18), Sidsel Ben Semmane |
| 2007 | Helsinki | Serbien | Molitva, Marija Serifovic | Drama Queen (nåede ikke til finalen), DQ |
| 2008 | Beograd | Rusland | Believe, Dima Bilan | All Night Long (15), Simon Mathew |
| 2009 | Moskva | Norge | Fairytale, Alexander Rybak | Believe again (13), Brinck |
| 2010 | Oslo | Tyskland | Satellite, Lena Meyer-Landrut | In A Moment Like This (4), Chanée og N'evergreen |
| 2011 | Düsseldorf | Aserbajdsjan | Running Scared, Ell & Niki | New Tomorrow (5), A Friend in London |
| 2012 | Baku | Sverige | Loreen, Euphoria | Should've Known Better (23), Soluna Samay |
| 2013 | Malmö | Danmark | Only Teardrops, Emmelie de Forest | Only Teardrops (1), Emmelie de Forest |
Eurovision Song Contests hjemmeside
Viser 1-2 af 2
Jeg fatter ikke hvordan en SMS fra min mobiltelefon pludselig kan overføre en besked som jeg havde sendt til en af mine venner, som via SMS havde spurgt mig hvor det i Bibelen var at man kunne opfordre til at stemme på denne verdens sangstjerner og efter jeg havde fundet et par skriftsteder som netop taler om dét at synge for Gud og guder eller foran Gud, ja, så sendte jeg denne lille forklaring til ham, men da jeg så her i dag ca. 15:20 mandag den 20.maj 2013 var i gang med at skrive om min tid som amatørmusiker i Melickvintetten, hvor jeg omtalte de forskellige musikere i Melickvintetten, hvad de hed og spillede på og hvad fx Annelise Brixager kunne synge på andre sprog, ja, så dukkede altså denne SMS op i skrivefeltet her hvor jeg var i gang med min lille erindring om Dansevisen som Grethe og Jørgen Ingmann vandt det europæiske Melodi Grand Prix i 1963 i London. Da Grethe og Jørgen Ingmann så rejste rundt i hele den vestlige verden, med denne Dansevise sammen med Bent Fabricius Bjerre som samtidig optrådte med sit verdenshit: Omkring et flygel, som han spillede i USA og hele Europa sammen med Grethe og Jørgen Ingmann der turnerede med Dansevisen. Da Leif Pedersen blev student i 1964, inviterede han hele vores orkester med til sin studenterfest i sit barndomshjem på Amager hvor også Grethe Ingmann var opvokset i en lille toværelses lejlighed. Her kom så både de seks fra vores orkester, og Grethe med Jørgen Ingmann og Leif Pedersens moder og hans papfar, alt ialt var vi 10 personer til denne studenterfest, hvor jeg fik en lille privat samtale med Jørgen Ingmann, som prøvede Leif Pedersens Levin guitar, men alle os musikere blev meget meget skuffet over Jørgen Ingmann, fordi han nægtede at spille på den, hvilket jeg jo havde set frem til og håbet på at han havde gjort, fordi jeg forgudede virkelig denne fremragende jazzguitarist, og havde alle hans LP-plader med ham og havde lært at spille de fleste numre som han var kendt for, bla. Amorada, Delicado og en masse latinamerikanske numre som han også var kendt for og hans Apache som The Shadows også var kendt med, og på et tidspunkt mødes Hank Marvin fra The Shadows med Jørgen Ingmann og diskuterede om hvis udgave af The Shadows Apache eller Jørgen Ingmanns Apache var mest spillet, hvilket jeg mener var Jørgen Ingmanns? Under Leif Pedersens studenterfest dér i sommeren 1964, hvor Grethe og Jørgen Ingmann var med,underholdt Jørgen Ingmann os med oplevelser fra sydamerika hvor han også gav en masse koncerter, og en dag hvor han gik på fortorvet i en mexikansk by, så han at der på mange gadehjørner sad små drenge som kunne spille bedre spansk guitarspil end Jørgen selv, og dét forbavsede ham virkeligt meget og gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, fordi disse fattige børn, som aldirg havde gået til undervisning i guitarspil, kunne spille de smukkeste melodier med alle 10 fingre, som ellers kun uddannede guitaristeř oplæres til. Ja, Jørgen Ingmann blev virkelig ydmyget af ganske små børn som overgik ham i klassisk spansk guitarmusik. Desværre lod Grethe Ingmann sig skille fra Jørgen og giftede sig med Ulrik Durlo, og derefter fik Jørgen Ingmann en psykisk nedtur, hvor han måtte søge hjælp hos psykiaterne, og trak sig helt tilbage fra sit liv som musiker, som endte med at han solgte alle sine gamle guitarer med tilbehør og begyndte at male billeder hvilket han er rimelig god til og da han for cirka 6-7 år siden udgav nogle gamle numre blandet med nogle stykker musik som han aldrig fik udgivet mens han var på toppen, så fik han trykt kopier af sine malerier som forside på de fire CD'er han nu udgav. Jeg husker at under Leif Pedersens studenterfest i 1964, drøftede Jørgen Ingmann og jeg den verdenskendte jazzguitarist Wes Montgomery som havde indspillet en masse LP'er som jeg tilfældigvis havde købt, og da Jørgen Ingmann hørte dét, bad han om at låne alt hvad jeg havde med Wes Montgomery og Milt Jackson som netop havde indspillet et par LP'er sammen, selvom Milt Jackson ellers for det meste var en fast del af The Modern Jazz Quartet. Jeg var natuligvis lidt stolt over at havde talt personligt med Jørgen Ingmann under denne studenterfest, og senere besøgte jeg ham med alle mine LP-plader med Wes Montgomery og Milt Jackson og Chet Atkins som jeg også lyttede en del til mens jeg lærte min guitar at kende som autodidact musiker. Da Jørgen Ingmann fandt ud af at jeg også var uddannet malersvend, så spurgte han mig om jeg ville male nogle af hans reoler i sin stue, når jeg fik tid, men, dét takkede jeg nej til, hvilket jeg siden har fortrudt mange gange, fordi dét ville jo sikkert have været hyggeligt at male for disse berømte og verdenskendte grand Prix vindere, men nu er tiden forspildt og jeg må nøjes med at nyde min fortrydelse. Jeg mødte tilfældigvis Jørgen Ingmann i Lyngby Stor Center i 1985 hvor Jørgen Ingmann gik ind i Irma-butikken i selve centeret og skyndte at løbe hen bag ved ham og spurgte ham om han stadig spillede eller udgav nye CD'er, nej, sagde han, det overlader jeg de nye og unge guitarister til. Jamen, sagde jeg, kunne du ikke tænke dig at høre mine kompositioner af nogle af de bedste stykker musik som jeg igennen årene har komponeret og endda med tanke på lige akkurat din spillestil, nej, sagde han, jeg gider ikke mere, og så gik han videre ind i Irma for at handle ind ØV ØV tænkte jeg, her havde jeg ellers chancen for at få min musik indspillet og endda med Jørg Ingmann! Måske lever Jørgen Ingmann i skrivende stund mandag den 20.maj kl 16:25 2013? Jeg kunne jo også blot ringe til Jørgen Ingmann, men han er sikkert senil eller for gammel og vil sikkert nyde de sidste år af sit liv i stilhed?
Da Grethe og Jørgen Ingmann vandt det europæiske Melodi Grand Prix i London 1963, spillede jeg sammen med Grethe Ingmanns halvbroder Leif Pedersen i Nimb hvor også Jørn Grauengaards orkester spillede. Vores orkester hed Melic Kvintetten som blev en sekstet, da jeg blev en fast del af orkestret, og spillede på guitar og skulle afløse vores bassist som spillede på kontrabas, men da han var under lægeuddannelse blev forhindret at spille på visse lørdage og søndage fordi han havde lægevagt på Hillerød Sygehusbasguitar. Jeg købte derfor en billig basguitar, og afløste bassisten på de aftener hvor han havde vagt på Sygehuset. Da Grethe og Jørgen Ingmann vandt Melodi Grand Prix'et i 1963, og det blev meddelt over højtalerne på restauranten hvor vi spillede denne lørdag, så bad publikum os spille Dansevisen som vi jo havde øvet os i og endda havde en sangerinde med i orkestret, som kunne synge på flere sprog da hun var sproglig student. Hun hed Annelise Brixager og blev gift med orkesterlederen Knud Brixager, som spillede på klaver og og cornet/trompet. Grethe Ingmanns lillebroder Leif Pedersen spillede på dette tidspunkt kun på guitar og kunne spille alle Jørgen Ingmanns verdenskendte guitarnumre, både de hurtige stykker som fx Amorada, Tico Tico og alle de andre som Jørgen Ingmann blev verdensberømt på. Vores trommeslager hed Arne Madsen, Axel Hansen var bassist, Knud Brixager spillede som sagt på både klaver og cornet, og hans daværende forlovede kunne kun synge, men på både tysk, fransk og engelsk, og da vi så hørte denne aften at Danmark vandt Melodi Grand Prix'et med Dansevisen, ja, så sang Annelise Brixager jo også den. Niels, der findes intet sted i Bibelen hvor vi opfordres til at synge for denne verdens sangstjerner, hvilket du spurgte mig om i formiddags den 19.maj 2013. Men måske er det Salme 138 vers 1 du hentyder til: Jeg priser dig af hele mit hjerte. Foran andre guder synger og spiller jeg for dig. Ezekiel skrev: Og se, du er for dem som én der synger kærlighedssange, som én der har en smuk stemme og som spiller godt på et strengeinstrument. - Ezekiel 33:32 men spillede både jazzguitar og vibrafon, som jeg lærte at spille på i maj 1962
Viser 1-2 af 2
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Melodi Grand Prix. Grethe og Jørgen Ingmann bragte med sangen Dansevise sig selv og Danmark øverst på sejrsskamlen ved det internationale Melodi Grand Prix i London 23.3.1963.
Melodi Grand Prix. Danmark deltog første gang i det europæiske Melodi Grand Prix i 1957, som fandt sted i Frankfurt, og var repræsenteret af Gustav Winckler og Birthe Wilke. De sang Skibet skal sejle i nat, der kom ind på en tredjeplads. At de ikke vandt konkurrencen, skyldtes angiveligt, at det lange kys, parret sluttede sangen med, skulle være faldet de katolske landes juryer for brystet.
Viser 2 af 2 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] ud_a_238202.mp3 (8.95 kB) Ingen beskrivelse | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki