New wave, (eng. 'ny bølge'), retrospektiv og forenklet guitarbaseret rockmusik, som opstod i midten af 1970'erne og i England var en musikalsk reaktion på den bombastiske, komplekse progressive rock. New wave-musikken udsprang fra Londons små pubscener, der havde fastholdt rockmusikkens undergrundsaspekter og simple former. Rhythm & blues blev mikset med stiltræk fra beat, ska og soul. Til stilen hørte fx Elvis Costello, Ian Dury (f. 1942), Stray Cats, The Police og Dire Straits. I USA betegnede new wave en mere intellektuel og avantgardistisk bevægelse omkring klubben CBGB i New York, repræsenteret af grupper som Blondie, Television, The Ramones, Talking Heads samt Patti Smith, der alle fortolkede rockmusik minimalistisk eller stiliseret og med rockpoesien som et centralt element.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.