rockmusik

Udtrykket, der er en forkortelse af rock’n’roll, begyndte at blive brugt i USA i midten af 1960’erne om en ny slags popmusik, der var mere eksperimenterende. Fra 1967 begyndte europæere også at tale om rockmusik, og i Danmark tog man begrebet til sig i begyndelsen af 1970'erne, hvor det afløste beatmusik. Allerede i de tidlige år blev rock brugt i sammensatte konstruktioner som fx country rock, folk rock, raga rock, psykedelisk rock, heavy rock osv. Det fortsatte gennem årene med fx progressiv rock, krautrock og punkrock. Nogle genrer undgik dog helt ordet rock, fx heavy metal og grunge.

Alle disse ”rock + noget mere” og stadige genreblandinger blev holdt sammen i fællesbetegnelsen rock af den ideologi, som blev udfoldet i en bredere rockkultur. Den var en del af den amerikanske modkultur, som også omfattede hippiekulturen. Vigtige stikord var ungdom, modstand mod det etablerede, romantiske forestillinger om naturen, fri indstillling til sex og seksualitet (dog på mænds betingelser) og stoffer. Woodstockfestivalens varierede musikprogram er et godt eksempel på, hvor forskelligartet musik, rockbegrebet kunne omfatte, og filmen fra festivalen, der spredte budskabet over hele Vesten, dokumenterer også hippiekulturens opfattelse af, hvordan livet skulle leves.

Men rockgrebet blev hurtigt endnu mere komplekst eller endda rodet, fordi det som samlende begreb til tider omfavnede stadig flere genrer og kulturer, fx de afrikansk-amerikanske, forskellige former for pop og elektronisk musik – ja stort set al elektrificeret musik associeret med ungdom. Så begrebet har en dobbelt betydning: Dels en lidt snævrere rocktradition, dels en ungdomsmusik for alle. Efter årtusindeskiftet er rock primært blevet brugt om den snævrere tradition.

Rock voksede ud af 1950’ernes pop, blues, soul og rock’n’roll , country og folk. Den klanglige kerne består af elektrisk forstærkede guitarer, bas og trommer, der akkompagnerer en eller flere lyse vokaler, som hos The Byrds og The Beatles. Et keyboardinstrument (elklaver eller orgel) er tit med, som hos The Animals og The Grateful Dead, ligesom instrumenter fra flere af verdens musiktraditioner indimellem har været en del af lydbilledet.

Lydforstærkningsteknologien udviklede sig sammen med den tidlige rock, og lydniveauet blev i løbet af få år ekstremt højt. Udviklingen af pladestudiet med dets muligheder for lydbearbejdning har også været afgørende for rockens lyd. Rock er overvejende vokalmusik, ofte rytmisk markeret, den kan have improviserede afsnit, er ofte i ligedelt takt og har en stærkt individualiseret spille- og sangstil.

Det sidste ledte til en slags heltedyrkelse af dygtige guitarister (fx Jimi Hendrix, Eddie van Halen, Ritchie Blackmore, Prince og måske endda Joni Mitchell) og sangere, der med deres store stemmer kunne minde om operaens heltetenorer (fx Roger Daltrey, Freddie Mercury, Bono).

Med digitaliseringen blev det muligt at skabe helt nye klangrum. Hos nogle synthesizergrupper blev rummet åbnet, dvs. at de enkelte lydkilder havde en stor rumklang (fx Depeche Mode), hos andre blev rummet klaustrofobisk lille og fyldt til randen med lydkilder (fx Nine Inch Nails). Muligheden for detaljeret redigering af lydkilderne har Radiohead taget op, og grupper som Arcade Fire og Arctic Monkeys har integreret det digitale udtryk i deres musik.

Mens musikerne fandt på stadig nye måder at spille rockmusik på, samarbejdede de med den tidlige rockkritik om at forstå, hvad alt dette nye var. De unge skribenter lærte af jazzkritikken og fik efterhånden slået fast, at rockmusik var en seriøs genre baseret på hele albums og ikke på singler. De etablerede også en rockmusikkens historie og en kanon, der fremhævede, hvem kritikerne syntes var de vigtigste. Bob Dylan, The Beatles og The Rolling Stones blev anset for at være de allervigtigste i de første mange år.

Kritikerne etablerede også nogle kriterier for, hvornår musikken var god. De handlede om rødder, om kropslighed, om det kollektive, om personligt udtryk, om overskridelsen og om oprøret mod det etablerede i bred forstand. Disse ord ofte blevet sammenfattet som elementer i rockens autenticitet, en slags ”ægthed”, som lyttere tillægger musikere og musik.

Med David Bowies og andres nogle gange ironiske distance til det ægte gennem udklædning og rollespil blev rockens æstetik mere kompliceret, men stadig relevant. Distancen blev til et æstetisk middel, som endda U2 tyede til, da de genopfandt sig selv i 1990’erne. Selvom det var ironisk, og selvom det kommercielle blev anerkendt som et vilkår for både pop og rock, formåede rocken at forblive et seriøst anliggende.

Rockens æstetik blev formuleret i direkte modsætning til popmusikken: Rock blev opfattet som det seriøse, hævet over det økonomiske, og pop som det overfladiske og kommercielle. Det var en sandhed med modifikationer, for både pop og rock udspandt sig i realiteten i et felt mellem polerne pop/rock, mainstream/avantgarde og kommercialisme/autenticitet. Men den hårde modsætning var en god historie, der sammen med lejlighedsvise tilsvininger af poppens musikere og fans hjalp med til at gøre rocken mere stueren.

I 1980'erne blev det sværere at skelne mellem de to, og flere begyndte endda at tale om poprock som én genre. Med 1990'ernes ironiske distance til det meste kunne det megen pop høres, som om det var rock, dvs. blive taget seriøst på sine egne præmisser. Der findes dog stadig mange, der skelner mellem de to, men forskellen er ikke længere så afgørende.

Samtidig med at noget popmusik blev mere avanceret og begyndte at blive til rock, ændrede teksterne sig også. Fra helt overvejende at have handlet om ung kærlighed som vejen til at blive godt gift blev emnerne mere mangfoldige og sproget mere eksperimenterende. De bidrog til opfattelsen af rock som seriøs musik. Den væsentligste inspiration kom fra den den amerikanske folkbevægelse og ikke mindst Bob Dylan. Først protestsange mod Vietnamkrigen og siden kærlighedssange med tekster, der skildrede komplekse og uforløste forhold, alt sammen med brug af dunkle metaforer og til tider surrealistiske scenarier.

Dette ideal har utallige grupper taget op med vekslende held, men der kom også hurtigt en modreaktion som fx hos punkgruppen The Ramones, hvor teksterne skulle være så "dumme" som muligt. Siden da har rockens tekster fortalt historier om kærlighed, verdens undergang, krig, byplanlægning, kammeratskab, politik og næsten alle andre emner, man kan tænke sig. Og sprogligt har de strakt sig fra lige-ud-ad-landevejen-fortællinger til komplekse og svært forståelige ordkompositioner.

I de første mange år var rockens mest entusiastiske publikum unge mennesker cirka mellem 15 og 25, der fik tilstrækkeligt med penge til at købe de mange albumudgivelser, de nødvendige stereoanlæg og koncertbilletterne. De var også helt overvejende hvide. For dem spillede musik en stor rolle, både privat og personligt, som tegn på fællesskab og solidaritet og som afgrænsning til andre unge. Gennem identifikation med en genre, et idol eller en subkultur mente de unge fans, at de gjorde op med forældregenerationens konventioner.

Billedet af rocken som modstand mod noget etableret holdt ved i rigtig mange år, selvom en flere rockartister allerede i 1970’erne blev en del af mainstreamen, fx The Eagles og Elton John. De tidligste fans blev også en del af mainstreamen, fordi var blevet ældre og begyndt at etablere familier. Siden da er det blevet stadig mere markant, at rockens publikum spænder fra teenagere til gamle mennesker, der var unge, da rocken brød igennem, og nu er blevet omkring de 80, ligesom fx Mick Jagger og Paul McCartney.

Skønt rock ofte identificeres med mænd, spiller kvinden og det kvindelige en vigtig rolle i dens univers. På det psykologiske plan enten som en, man må løsrive sig fra — en hæmsko for personlig frihed (fx udtrykt hos The Rolling Stones og Iggy Pop), eller som en, man længes efter at genforenes med. Hvor den første type ofte har bluesmusikken som sit musikalske udgangspunkt, har den anden type ofte den psykedeliske musik (fx Jimi Hendrix og The Doors).

Også i rockens flirt med androgyni spiller det feminine en rolle, men her snarere som et middel til at fornægte en konform mandlig seksualitet og hengive sig til en distanceret leg med kønnets og seksualitetens mange betydninger (den tidlige David Bowie).

Kvindelige musikere er blevet stadig mere synlige. 1960'ernes girl groups og 1970'ernes singer-songwriters blev suppleret hardrock-kvinder som Suzi Quatro og 1990'ernes oprørske "riot grrrls" som Courtney Love.

Blandt punkerne dyrkede Patti Smith androgyniteten ”fra den anden side” så at sige, og med postpunken blev det ikke ualmindeligt at høre kvindelige musikere i blandede grupper (rigtig mange af disse spillede bas). Fra 1970’erne blev det så småt mere almindeligt med stærke, kvindelige solister. Smith var en af dem, Kate Bush en anden, og lidt senere kom feminister som Sinead O'Connor, PJ Harvey og Alanis Morisette til. Efter årtusindeskiftet har fx St. Vincent gjort sig bemærket med et originalt og alligevel rockbaseret udtryk.

I årene omkring 2020 er kvindernes roller i musikbranchen – både foran og bagved scenen – for alvor blevet tematiseret, og 2020’erne vil vise, om presset er stærkt nok til rent faktisk at få indført en større grad af ligestilling mellem kønnene.

Udbredelsen af rockmusik er tæt knyttet til udviklingen af optagestudiet. I 1960'erne tilrettelagde pladeselskaberne produktionen af rockplader efter samme model som andre typer musik, og den blev varetaget af ansatte pladeproducere (som fx The Beatles' producer George Martin hos EMI). Efterhånden blev forholdet mellem producer og grupper mere lige, men den udefra kommende producer, der bevarede overblikket, var stadig nødvendig. Flere producere blev stjerner i egen ret, fx Brian Eno, Butch Vig og Trevor Horn, og efter årtusindeskiftet er popproducere som Max Martin og hiphopproducere som Kanye West blevet kendte og værdsatte som netop producere.

Teknisk begyndte man med to- og firespors båndoptagere, og det udviklede sig til 8, 16, 32 osv. spor. Med det digitale studie er antallet af spor blevet i princippet uendeligt. Samtidig udviklede firmaer en lang række lydredigeringsredskaber, fx delay, frekvensfiltre, autotunere eller ekkomaskiner, der bearbejdede lyden efter at musikeren havde spillet den. Efterhånden som al lyd blev digitalt optaget, blev udstyret radikalt mindre og kunne radikalt mere. De store, luksuriøse studier blev overflødige, og det meste kunne faktisk laves hjemme i stuen med de rigtige computerprogrammer, de såkaldte DAWs (digital audio workstations).

Til at begynde med var radio, tv og musikmagasiner vigtige medier, der oplyste om nye udgivelser og spillede dem. Det visuelle og spektakulære blev endnu mere understreget, da MTV fra 1981 ændrede, hvordan rockmusik skulle lanceres. I begyndelsen blot med enkelte videoer, men efterhånden med videoer til hele albums (fx Matt Johnsons Infected, 1986). Den markante billedside var med til at nedbryde grænserne mellem pop og rock og bane vejen for boy- og girlbands.

Internettets forskellige portaler har gjort musikvideoen allestedsnærværende og skabt nye formidlingsformer uden helt at afskaffe de gamle. Radioen betyder stadig en del for oplysning om og spredning af musik, men i begyndelsen af 2020’erne så musikpodcasts ud til at tage over sammen med de såkaldte vodcasts. Blogs har for en stor del erstattet de trykte musikmagasiner, og vigtigst af alt har streamingtjenester som Spotify ændret måden at finde og bruge musik på. En måde, der er mere personlig og intim, mindre baseret på reflekterede valg og snarere organiseret i moods end i traditionelle genrer.

Rockmusikkens koncerter har rødder i de små spillesteder og i de såkaldte pakkeshows, hvor 5-10 artister turnerede og spille 10-20 minutter hver. Da rocken blev tilstrækkelig populær til de lidt større steder (3-5.000 tilskuere) blev formatet typisk en opvarmningsgruppe og et hovednavn. Alternativet til det blev de gryende musikfestivaler, der i de sidste år af 1960'erne kunne samle 100.000'er af tilhørere.

Allerede The Beatles prøvede med stadionkoncerter, men forstærkerteknologien krævede en voldsom udvikling, for at musikken rent faktisk kunne høres. Det skete langsomt i løbet af 1970'erne, og siden 1980'erne har stadionkoncerter været en fast del af rockens og poppens praksis. Lyd og udsyn er ofte ganske dårlige, men det afholder ikke 40-80.000 mennesker i at samles med de mest kendte navne, for ved enkelte lejligheder kan det blive til store oplevelser på trods af forholdene.

Som livemusik eksisterer rock i dag på alle niveauer fra klubber til stadioner, og efter at digitaliseringen har ændret musikernes og industriens indtjeningsmuligheder, er koncerter blevet en meget vigtig indtægtskilde. Man kan lidt firkantet sige, at før år 2000 fungerede koncerterne som reklame for den indspillede musik, og efter er det den indspillede musik, der tjener som reklame for koncerterne.

• dansk rockmusik
• populærmusik
• popmusik
• soul
• rhythm'n'blues
• rock'n'roll