spiritual

I årtierne efter USA’s selvstændighed i 1776 udviklede en omfattende vækkelsesbevægelse sig blandt de fattige, hvide nybyggere, ikke mindst i forbindelse med erobringen af midtvesten fra de oprindelige folk. Specielt baptisterne fik medgang. De var antiautoritære i forhold til mere etablerede trosretninger, og musikalsk ønskede de ikke at synge de meget lange tekster, som f.eks. puritanerne gjorde det. I stedet lagde de vægt på gentagne tekstlinjer – ofte i vekselsang (call-and-response) – og vers/omkvæd-strukturer. Teksterne handlede om død, genopstandelse og udfrielse i et ofte personligt perspektiv.

Man trak på både kirkelige og verdslige melodier i de ofte meget følelsesbetonede fremførelser. Resultatet blev kaldt spirituals. Det var primært en mundtlig tradition, hvor både tekst og melodi kunne tilpasses af prædikanter, sangere og menigheder. Efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) fandt den religiøse udvikling sted i byerne. Her blev udtrykket en smule mere formelt end vestens vilde vækkelsesmøder.

De første afrikanere kom til USA som slavegjorte i 1629. Sydens samlede økonomi blev efterhånden baseret på stadig flere slavegjorte, der arbejdede på bomulds- og tobaksplantager, og de medbragte forskellige afrikanske musiktraditioner, der på forskellig vis mødte en række europæiske traditioner.

Under den store vækkelse tog ejerne ofte deres (nyligt døbte) slavegjorte med til de religiøse samlinger, der kunne vare flere dage. Her kom afrikansk-amerikanerne i kontakt med spiritual-traditionen og udviklede den til en helt egen tradition, der afspejlede deres ulykkelige livssituation. Det er en tradition, hvor musikken næsten overskygger teksten, og det er det, vi i dag forstår som spirituals.

Denne spiritual-tradition udviklede sig fra begyndelsen af 1800-tallet som en mundtlig kultur, hvis funktion det var at bede, at undervise, at trøste og at kommentere en dagligdag – fx ved at give anvisninger på, hvordan man kunne undslippe fra plantagen og rejse nord på (fx ”Wade in the Water” der skulle være en anvisning på at gå i bækkene for at undgå, at sporhundene kunne følge efter). I 1867 udgav man for første gang en samling af spirituals under titlen Slave Songs of the United States.

De melodier, som blev overtaget fra det hvide repertoire, var typisk i dur eller havde pentatone træk. Menighederne gav melodierne en mere livlig og energisk, rytmisk udformning, og de blev desuden anvendt som arbejdssange. Både sorte og hvide spirituals er præget af vekselsang, mens den rytmiske smidighed, brugen af flerstemmighed, improvisatoriske elementer og de akkompagnerende klap snarere er afrikanske træk.

I årene efter Den Amerikanske Borgerkrig kom der flere uddannelsesinstitutioner specielt for sorte, og her opstod sanggrupper med fokus på spiritual-traditionen. Mest kendt blev The Fisk Jubilee Singers fra Fisk University i Nashville. De rejste først USA rundt og siden store dele af verden for at indsamle penge til universitetet og for at gøre opmærksom på den unikke musiktradition. De besøgte København i 1895 og kan høres på tidlige pladeoptagelser.

I 1881 bebrejdede en kender af genren The Fisk Jubilee Singers, at de gav afkald på "de vilde rytmer, det barbariske, lidenskaben", der kendetegnede de autentiske spirituals, som de kunne høres i de afrikansk-amerikanske kirker. Alligevel blev den europæiserede udgave reglen, når sorte ensembler i begyndelsen af 1900-tallet turnerede både i USA og internationalt. Det var hensigten, at de sorte spirituals sammen med fx. Stephen C. Fosters plantation songs skulle give et "musikalsk stemningsbillede" fra bomuldsmarkerne – et idylliserende billede, der ikke viste de grusomheder, der rent faktisk fandt sted.

I mellemkrigstiden vandt The Golden Gate Quartets mere jazzede arrangementer stor international popularitet. På den klassiske koncertscene fremførte de afrikansk-amerikanske sangere Paul Robeson og Marian Anderson spirituals. Især Robeson forstod at bruge de underliggende budskaber mobiliserende i Borgerrettighedsbevægelsen.

Fra 1930'erne og fremefter er spiritualtraditionen blevet videreudviklet som gospel, hvilket blandt andet har betydet en tættere forbindelse mellem kirkelige og verdslige repertoirer, hvor indflydelse fra jazz, blues, soul, hiphop og rock har understøttet de religiøse budskaber.

• gospel