Bruce Springsteen fotograferet i Rom i 2010 i forbindelse med visningen af en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet "Darkness On The Edge Of Town" (1978) på Roms Filmfestival.

.

Bruce Springsteen, Bruce Frederick Joseph Springsteen, tilnavn The Boss, f. 23.9.1949, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist, som i 1980'erne voksede til superstjerne ved både at betone rockens mytiske fortid og helhjertet tro på sangens og musikkens evne til at formidle noget væsentligt om samtiden.

Hans globale gennembrud, Born In The U.S.A. (1984), var en anti-Vietnamkrigs-sang, men blev hørt som en cowboybukseklædt fædrelandshyldest, der gjorde ham til inkarnationen af amerikansk livsstil, en intellektuel Sylvester Stallone med et hjerte af guld.

Bruce Springsteen lanceredes, uden succes, på de første ordrige plader 1973-75 som en "ny Bob Dylan". Hans tredje lp-udspil, det kunstneriske gennembrud Born To Run (1975), var co-produceret af kritikeren Jon Landau, som havde kaldt Springsteen "rockens fremtid".

På pladen havde Bruce Springsteen samlet et backingband, der fik navnet The E Street Band, og som han turnerede og indspillede med i de følgende 15 år.

Bruce Springsteens to næste album, Darkness On The Edge Of Town (1978) og The River (1980), viste ham som en personlig fortolker af en ærkeamerikansk stiltradition fra countryblues over folk til soul. Med sin rustne stemmeføring og til akustisk guitarakkompagnement beskrev han på lp'en Nebraska (1982) de nederste sociale lag i USA.

Livealbummet Live 1975-85 (1986) dokumenterede med 39 numre, hvorledes han med sit energiske 3-4-timers show var i stand til at få publikum i tale og stemning ved store stadionkoncerter. Med de tre følgende album, Tunnel Of Love (1987), Human Touch og Lucky Town (begge 1992), blev Bruce Springsteen mere afdæmpet og selvbiografisk.

Album i udvalg

  • Greetings From Asbury Park, NJ (1973)
  • The Wild, The Innocent And The E Street Shuffle (1973)
  • Born To Run (1975)
  • Darkness On The Edge Of Town (1978)
  • The River (1980)
  • Nebraska (1982)
  • Born In The USA (1984)
  • Live 1975-85 (1986)
  • Tunnel Of Love (1987)
  • Human Touch (1992)
  • Lucky Town (1992)
  • The Ghost Of Tom Joad (1995)
  • The Rising (2002)
  • Devils And Dust (2005)
  • We Shall Overcome (2006)
  • Magic (2007)
  • Working On A Dream (2009)

Bruce Springsteen holdt en lavere musikalsk profil i 1990'erne. I 1994 fik han en Oscar for titelsangen til aids-filmen Philadelphia. Cd'en The Ghost Of Tom Joad fra 1996 om bl.a. hjemløses problemer vakte opsigt ved sin sociale indignation og slægtskab med Woody Guthrie og John Steinbeck.

I 1999 gendannede han efter ti års pause The E Street Band og turnerede med dem, bl.a. til Danmark. På albummet The Rising (2002) er terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 omdrejningspunktet, og på den mere lavmælte Devils And Dust (2005) viste han sig som markant modstander af den amerikanske invasion og besættelse af Irak (se Irakkrigen).

I 2006 vendte Bruce Springsteen tilbage til sine rødder med albummet We Shall Overcome, hvor han akustisk og med stor instrumentering fortolkede sange, der forbindes med folkveteranen Pete Seeger, men som i lige så høj grad udgør den brede amerikanske folkemusiks klassikere, bl.a. John Henry og Shenandoah.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig