Creedence Clearwater Revival, amerikansk rockgruppe dannet i 1967 af John Fogerty (f. 1945), guitar og sang, Tom Fogerty (1941-90), guitar, Stu Cook (f. 1945), bas, og Doug "Cosmo" Clifford (f. 1945), trommer. Gruppens første succes var sangen Proud Mary (1969), efterfulgt af bl.a. Bad Moon Rising (1969) og Up around the Bend (1970). Creedence Clearwater Revival indspillede fra 1969 til gruppens opløsning i 1972 mere end 15 sange, der blev store salgssucceser overalt i verden. Sangskriveren John Fogertys pågående melodier og arrangementer nåede et stort publikum, bl.a. fordi sangenes enkelhed var et klart alternativ til de sene 1960'eres eksperimenterende rockmusik.