David Bowie var en britisk sanger, sangskriver, musiker og skuespiller. David Bowie er et betydningsfuldt navn i rockhistorien og har som få andre musikere og tekstforfattere haft en evne til at indfange tidsånden.
David Bowie udsendte sin første soloplade i 1967 David Bowie, men fik først i 1972 sit gennembrud med lp'en The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars — en sangcyklus, hvori Bowie gennemspillede en række temaer omkring den biseksuelle glitterrockstjerne og rockmessias Ziggy Stardust.
De følgende år turnerede han med et multimedieshow baseret på pladens sange, der fik stor succes og betydning. Her fremtrådte David Bowie nemlig i forskellige roller (bl.a. som androgyn) med outrerede kostumer og sminke og kom således til at præge den selviscenesættelse, som blev karakteristisk i rocken fra slutningen af 1970'erne til langt op i 1980'erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.