Faktaboks

Evert Taube
Født
12. marts 1890
Død
31. januar 1976

Evert Taube på Gröna Lund i Stockholm, 1966.

.

Evert Taube var en svensk trubadur, forfatter og maler. Som ung studerede Evert Taube billedkunst og arkitektur, men stak i 1908 til søs og var 1910-1915 bosat i Argentina.

Taubes viser og sange til eget lut-akkompagnement er således i de første år præget af munter konfrontation mellem det nordiske temperament og det sangvinske Syden, fx i viserne Fritiof och Carmencita (1914, færdiggjort 1936) og Flickan i Havanna (1922). Den argentinske tango kan spores i mange af Taubes sange, også i ballader som den inderlige Min älskling du är som en ros (1943), frit efter Robert Burns.

Evert Taube debuterede i 1919 på kabaret Läderlappen i Stockholm og fik samme år udgivet sin første visesamling, Sju sjömansvisor och Byssan lull. Blandt hans senere sømandsviser er den mundrette Möte i monsunen (1935), der vrimler med digressioner og hvis fortælling aldrig finder sin afslutning, det absolutte mesterstykke. Gennem årtierne udkom regelmæssigt samlinger af viser og sange, som Taube selv fremførte på tribunerne med en blanding af selvfølelse og koketteri. Hans popularitet voksede støt, og han opnåede status som svensk nationalskjald i forlængelse af Bellman.

Gennem karrieren arbejdede Evert Taube med to skiftende hovedpersoner, der kan betragtes som identifikationsfigurer. I ungdommen var det den frie, ubekymrede sømand Fritiof Andersson, der sejlede jorden rundt med glubende livsappetit. I de modne år var det digteren og maleren Rönnerdahl, der dyrkede familielivet i den stockholmske skærgård med afstikkere til Provence.

Evert Taube var hovedmanden bag 1900-t.'s renæssance i svensk visekunst og populærmusik. Hans tonesprog var foruden den latinamerikanske inspiration udpræget svensk med islæt af sømandsvals og "dragspelmusik", som fx Calle Schewens vals (1931) og Så länge skutan kan gå (1963), som var inspireret af Hemingways "Den gamle mand og havet". Taube skrev en selvbiografi i to bind, Många hundra gröna mil (1951) og Jag kommer av ett brusand' hav (1952).

Som kunstner med seriøse ambitioner havde Evert Taube i årevis svært ved at blive accepteret af det svenske parnas, fordi han som sangsolist bevægede sig i periferien af underholdningsbranchen og heller ikke som lyriker syntes i overensstemmelse med tiden. Hans vekslen mellem det bevidst naive og det utilsigtet pretentiøse gjorde det ikke nemmere. Desuden blev han, som årene gik, bebrejdet, at hans stemme blev mere og mere 'rusten', og foredraget var præget af tiltagende tunghørhed. I 1960'erne indledte sønnen Sven-Bertil Taube en selvstændig karriere som fortolker af faderens viser i upåklagelige, men unægteligt mere ferske udgaver.

I 1969 udsendte Cornelis Vreeswijk pladen Cornelis sjunger Taube, der indebar en anderledes radikal tilgang med blues- og rock-elementer. I 1971, da Evert Taube selv var holdt op med at synge, lancerede Sven-Bertil Taube hans miljøbekymrede svanesang Änglamark (skrevet til filmen Äppelkriget, da. Æblekrigen).

Siden har yngre sangere fra alle genrer til stadighed taget Evert Taube på deres repertoire og dermed indirekte skabt fornyet interesse for hans egne grammofonplader (1921-70), der i 2006 endelig udkom samlet på 11 cd'er og formidler et livsværk, man ikke kan læse sig til.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig