Faktaboks

Nas
Født
14. september 1973

Nas, egl. Nasir bin Olu Dara Jones, f. 14.9.1973, amerikansk musiker. Nas voksede op i Queens-kvarteret i New York, hvor han begyndte at interessere sig for rap og hiphop-musik.

I 1994 kom hans debutalbum Illmatic, der med Nas' flydende og insisterende stil og skarpe fortællende rim skaffede ham et større gennembrud på hiphop-scenen. Albummet rangerer den dag i dag som et af hiphoppens klassiske album.

Med sit næste album, It Was Written (1996), bevægede Nas sig mod et knap så hårdt og mere mainstream-orienteret udtryk, som gjorde ham kendt i videre kredse. Han har siden udgivet en lang række anerkendte album, bl.a. God's Son (2002) og Hip Hop is Dead (2006), der adstedkom en diskussion om hiphoppens generelle tilstand.

Nas har desuden løbende og i fin tråd med genrens kodeks og æresbegreber haft diverse kontroverser med andre rappere, bl.a. Jay-Z, samt det store navn i den sorte amerikanske borgerretsbevægelse, Jesse Jackson, og han er kendt for sine ofte kontroversielle politiske udtalelser.

I 2010 udgav Nas s.m. Bob Marleys yngste søn Damian Marley (f. 21.7.1978) albummet Distant Relatives, der blander reggae, hiphop og afrikansk musik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig