Storbritannien. Led Zeppelin.

.
The Beatles i Madrid i 1965.
Af /Iberia Airlines.
Licens: CC BY 2.0
Iron Maiden
Paul Di'Anno og Steve Harris fra Iron Maiden ved en koncert i 1980.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 2.0

Sammen med USA har Storbritannien været den nyskabende kraft inden for populærmusikken; især har den afroamerikanske musik inspireret den britiske scene, som dog også har påvirket amerikansk musik, især efter 2. Verdenskrig.

En egentlig populærmusikindustri voksede frem fra midten af 1800-tallet. En britisk copyrightlov fra 1842 sikrede både ophavsmænd og udøvere rettighederne til deres værker og fremførelser. Øget velstand og en ændring i normerne, så kvinder også begyndte at gå ud, skabte et større publikumsunderlag for music-halls og et profitabelt marked for salg af noder. Musiklivet blev delt op i en seriøs og vulgær (populær) del.

Jazzen kommer til Europa

Fra 1920'erne blev grammofonplader og radio vigtige nye medier. Jazz, først ragtime og siden swing, blev populær, i perioden fra 1920 frem til 2. Verdenskrig. Mange amerikanske navne optrådte i den periode i Storbritannien og Europa, men der opstod også en række britiske danseorkestre og solister indenfor et bredt felt af populærmusik.

I Storbritannien var der i 1950'erne stærke reaktioner mod den amerikanske rock'n'roll, der bl.a. blev bandlyst af BBC. I en mere neddæmpet udgave lanceredes Tommy Steele og Cliff Richard som det britiske svar på rock'n'roll. Indtil begyndelsen af 1960'erne havde musikindustrien været centreret omkring Denmark Street i London, men interessen for dixieland, blues og skiffle fik mange unge i gang med at spille selv, og der blev dannet klubber af musikinteresserede. Det blev grundlaget for den beatkultur, som vandt indpas i de britiske provinsbyer.

The Beatles med flere

The Beatles, som kom fra Liverpool, fik stor succes med deres blanding af Motown, blues og Tin Pan Alley, mens The Rolling Stones, der knyttede an til det londonske rhythm'n'blues-miljø, fik succes med deres erklærede afroamerikansk inspirerede musik. Beatmusikken, som kulminerede i begrebet Swinging London omkring 1966, led et sammenbrud, da mange musikere ønskede at forbedre musikken og gøre den seriøs.

De mange dansesteder med levende musik blev afløst af diskoteker, der var med til at danne baggrund for en meget stilbevidst scene. Den kom især til udtryk i 1970'erne via David Bowie, der med alle sine identiteter og figurer udfordrede den rockmusik, der ellers tog afstand fra stiliseret professionalisme og show. Samtidig udvikledes en såkaldt "progressiv", delvis psykedelisk rockscene med suiteopbyggede, symfoniske kompositioner og konceptalbums samt teaterprægede koncerter, bl.a. med grupper som Genesis, Yes, Pink Floyd og Jethro Tull. Grupper som Led Zeppelin, Black Sabbath og Deep Purple forgrovede rhythm'n'blues-musikken og skabte tung rock, der blev forløber til den senere succesrige heavy metal-scene i 1980'erne med navne som Iron Maiden og Motörhead.

Punk

Punkens opgør med stadionrock og udbrændte rockstjerner fik fra midt i 1970'erne stor betydning (med Sex Pistols og The Clash som de toneangivende navne), ikke mindst via de mange idealistiske og eksperimenterende indie-pladeselskaber, som opstod i dens kølvand (se indie). Også den efterfølgende new wave var en musikalsk meget stilbevidst blandingskultur, der hurtigt blev splittet op i mange forskellige retninger som goth (The Cure), new romantic (Adam & The Ants) og electropop med synthesizeren som det vigtigste instrument (Depeche Mode).

I slutningen af 1980'erne var det indslag fra amerikanske subkulturelle musikmiljøer, der blev forstærket i Storbritannien, da britiske DJs og musikere videreudviklede house og techno fra Chicago, Detroit og New York og grundlagde en ny musikscene, bygget op omkring piratradiostationer og stort anlagte fester i nedlagte fabrikshaller. Da begivenhederne var knyttet til brugen af det psykedeliske stof ecstasy, blev sådanne fester forbudt ved lov. I 1990'erne voksede denne såkaldte rave-scene sig stor.

Lokale engelske musikmiljøer vinder frem

Lokale musikmiljøer i de større britiske byer bidrog med nye stilistiske udtryk som triphoppen i Bristol, en fusion af house og rock i Manchester, og jungle-musikken i London og Midtengland, samtidig med at rocken fik en revival i form af den tilbageskuende, nationalstolte britpop, der genoptog mange elementer fra beaten i 1960'erne med navne som Oasis, Blur og Radiohead; denne guitarrock-prægede scene fik et opsving i 2000-tallet med fx Franz Ferdinand og Arctic Monkeys.

Britisk rap havde længe ligget under for den amerikanske scene og ikke skabt store profiler, men omkring grimescenen og navne som The Streets, Dizzy Rascal og Lady Sovereign opstod efter år 2000 med et eget britisk tonefald og en musikstil, som trak på både jungle, 2-step, rock, reggae, filmmusik og verdensmusik.

Musik som eksportvare

Siden 1960'erne har den store vestindiske befolkning været med til at præge musiklivet, bl.a. havde London en meget stærk reggaescene i 1970'erne. I 1990'erne bidrog også popbands som Take That og Spice Girls ved siden af Sting, Kate Bush, George Michael, Elton John og Peter Gabriel til at fastholde popmusik som en af Storbritanniens mest markante eksportvarer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig