• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - populærmusik

Oprindelig forfatter CRLa Seneste forfatter Redaktionen

Karakteristisk for tysk populærmusik i 1900-t. er slageren (der Schlager), som havde sin oprindelse i Wien, men efter 1. Verdenskrig udfoldedes i Berlin, hvor kabaret- og revyscenen leverede stof til genren. Operettedivaen Fritzi Massary (1882-1969) blev 1920'ernes første slagerstjerne.

Tonefilmen og de mange musikfilm betød stor udbredelse i Europa af den tyske filmslager, med Werner Richard Heymann og Friedrich Hollaender blandt de vigtigste komponister og Marlene Dietrich, Willy Fritsch og Lilian Harvey (1907-68) som syngende skuespillere. Nazisternes stempling af jazz som entartet (se Entartete Kunst) betød, at genrens jazz- og swingelementer nedtonedes, hvorved slageren blev mere centraleuropæisk i sit tonesprog. Samtidig blev teksterne mere patetiske og sentimentale.

På grund af udvandringen af især jødiske komponister og solister truede en provinsialisering, som nazisterne forsøgte at modvirke ved at opdyrke nye publikumsyndlinge, gerne udlændinge som svenskeren Zarah Leander, ungareren Marika Rökk (1913-2004) og chileneren Rosita Serrano (1914-97).

Efter krigen betød de amerikanske besættelsestroppers tilstedeværelse en fornyet interesse for jazzpræget pop, som den kom til udtryk hos Caterina Valente, men den traditionelle slager eksisterede videre hos fx. Vico Torriani (1920-98), Peter Alexander (1926-2011) og Freddy Quinn (f. 1931). Sidstnævnte gjorde sig gældende på et prøvet felt inden for slageren, som også skuespilleren Hans Albers havde dyrket med held, gamle og nye sømandssange. I det hele taget forblev slageren kendetegnet ved sangbare melodier, lige betoning af alle slag i takten, bred orkestrering og tysk tekst.

Den eskalerende ungdomsdyrkelse i 1960'erne og 1970'erne fik slagerindustrien til at satse på et yngre publikum med bl.a. Peter Kraus (f. 1939), Conny Froboess (f. 1943), og Rex Gildo (1936-99). Her lånte man både musikalske og sproglige klicheer fra den amerikanske rock'n roll uden at svigte stampublikummet.

I denne periode fik også flere skandinaviske solister en karriere i Tyskland, bl.a. Gitte Hænning, der en overgang måtte danne par med Rex Gildo, Dorthe Kollo og Wenche Myhre.

Da ungdommen begyndte at interessere sig for den autentiske rock i tysk aftapning, var denne æra forbi. Slageren løb ind i en krise, som den aldrig helt forvandt. I forbindelse med fænomenet Heino (Heinz Georg Kramm, f. 1938), der bl.a. synger folke- og vandresange fra gamle ungdoms- og soldatersangbøger, er genren genopstået, men deklareres nu gerne som Volksmusik.

Selve glosen Schlager er i dag lettere antikveret på hjemmemarkedet, men er med et vist held sat ind i eksportøjemed, bl.a. til Danmark.

Den tyske slagertradition lå til grund for musikken på Dansktoppen.

Læs om Tysklands rockmusik.

Læs mere om Tyskland.