Country & western. Hank Williams.

.

USA's populærmusik afspejler nationens sammensathed, og dens udvikling er tæt knyttet til udviklingen af massemedierne.

Musikken udtrykker både egenart, fx forbindes countrymusikken ofte med Sydstaterne, og lokal oprindelse, som ofte angives i musikkens betegnelse, fx New Orleans-jazz, Nashville og westcoastrock. 1800-tallets europæiske indvandrere bragte deres oprindelseslandes musikalske traditioner med sig. I isolerede egne fandt man derpå en traditionsbevarende musik, mens der ved siden af denne opstod musik, der blev et udtryk for immigranternes og de etniske minoriteters nye, dynamiske fælleskultur. Hillbilly-musikken, senere country & western, der havde rødder i den engelske ballade, blev de fattige hvides musik, ligesom bluesmusikken blev de fattige afroamerikaneres. Endvidere opstod stringbands, der blandede europæiske instrumenter som violin, guitar, mandolin og den afroamerikanske banjo.

Men en nations populær- eller underholdningsmusik, er, uanset hvor sammensat nationen er, ikke de vidt forskellige etniske eller regionale klange, men det, man er fælles om. I byerne komponerede man videre på arven fra Strauss-operetterne; nogle af de første kendte amerikanske komponister var indvandrere fra Østeuropa, som havde stået i lære i Wien. Og alene sproget gjorde indflydelsen fra de engelske music halls nærliggende. En forsigtig udnyttelse af de afroamerikanske klange sporedes i Stephen Fosters plantation songs. Fra St. Louis spredtes Scott Joplins ragtime-musik til de øvrige storbyer. Den særlige amerikanske dynamik kom til udtryk i John Philip Sousas marcher. En af de første virkelige Broadway-stjerner, George M. Cohan (1878-1942), der kunne det hele, synge og danse og skrive sit eget materiale, betegnede sig gerne bare som "song and dance man", og ramte dermed et begreb, der har været vitalt for amerikansk underholdning lige siden. Cohan måtte i begyndelsen fægte sig frem på Tin Pan Alley i New York, hvor musikforlæggerne holdt til. Her gennemtævede klaverboksere de indkomne noder i en forvirrende kakofoni. Tin Pan Alley-industrien blev med årene ikke så meget en garant for den laveste fællesnævner, som den sikrede, at i det mindste håndværket var i orden. Hver gang noget af det kom til Europa, blev det øjeblikkeligt betragtet som typisk amerikansk i betydningen vulgært. En opkomlingekultur. Det tog tid at vænne sig. Hver gang.

Samspil i første halvdel af 1900-tallet

Billie Holiday.
Billie Holiday synger på jazzklubben Downbeat club i New York, cirka 1947.
Af .

I 1900-tallet blev populærmusikken i vid udstrækning et produkt af samspillet mellem sorte og hvide musikere i en indbyrdes konkurrence, som først langsomt udviklede sig til kollegialitet. Jazzalderen åbnedes i 1917, da det hvide New Orleans-orkester Original Dixieland Jass Band indspillede sin første plade i New York. Den showprægede jazzmusik blev hurtigt et storbyfænomen med eksportmuligheder. Af afgørende betydning for udbredelsen af den etniske musik blev masseproduktionen af billige grammofoner, bl.a. Victrola, der gjorde det overkommeligt for befolkningsgrupper, der enten var geografisk eller socialt isolerede, at købe deres egen musik.

Talentspejdere, ofte med transportabelt optageudstyr eller med adgang til primitive studier, blev sendt til afsidesliggende egne for at undersøge og dække markedet. Sorte bluessangere blev ofte spist af med et engangshonorar. Hvide countrymusikere som Jimmie Rodgers og The Carter Family, der i forvejen optrådte i radioen, havde mere favorable betingelser. At hvide spillede sammen med sorte var både en umulighed i offentligheden og på de reklamesponsorerede radiostationer. At man alligevel lyttede til hinanden på tværs af racebarrieren og påvirkede hinanden fremgår af en pladeside fra 1930, hvor Jimmie Rodgers lader sig akkompagnere af den sorte trompetist Louis Armstrong, der naturligvis ikke kunne få sit navn på etiketten. Efter Den Store depression tog den kommercielle interesse for etnisk musik langsomt af, uden at den forsvandt helt.

Netop Armstrong skulle både som instrumentalist og sanger få afgørende indflydelse på 1930'erne med sin frasering og sin naturlige swing. Sangere som Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Bing Crosby lånte alle farve fra hans spektrum. En veteran som Al Jolson havde sunget, som om han skulle råbe en sal op. Den forbedrede mikrofonteknik bevirkede, at Crosby kunne meddele sig intimt og croone, en metode, der gik videre til Frank Sinatra. Jazzens beherskelse af underholdningsmusikken skød også sideskud som Glenn Millers elegante danseorkester. Af afgørende betydning var de musicals, der blev sat op på Broadway og filmatiseret i Hollywood. En del af de evergreens, der med tiden kom til at udgøre The Great American Songbook, blev lanceret af den syngende danser Fred Astaire.

Nye toner efter 2. Verdenskrig

Elvis Presley under en koncert i 1973.

.

2. Verdenskrig blev en undtagelsestid, hvor filmens og underholdningsindustriens stjerner bidrog til den mentale oprustning hjemme og ved fronten uden at tilføre afgørende nyt, og den kolde krig og 1950'erne blev sunget ind af problemforflygtigende stemmer som Doris Days og Nat King Coles. Med udgangspunkt i Chicago udvikledes den sorte rhythm'n' blues, der benyttede sig af den næsten overstyrede elektriske guitar som hovedinstrument med en tungt insisterende rytme som basis. Ligesom det i 1917 havde været et inferiørt hvidt band, der indvarslede jazzalderen, blev det en mådelig hvid gruppe, Bill Haley and his Comets, der i 1954 introducerede et nyt begreb, rock'n'roll, for verden. Men det blev en tidligere lastbilchauffør fra Tennessee, Elvis Presley, der fastslog genren som andet og mere end et forbigående modelune. Presley havde under sin opvækst intuitivt tilegnet sig elementer fra sort gospel og blues og hvid country & western. I sydstaterne sameksisterede den hvide og den sorte musik "ligeberettiget, men adskilt", som det hed med en eufemisme. Presley fandt imidlertid et udtryk, der var en syntese mellem de to kulturer. Især var hans fysiske fremtræden så seksuelt udfordrende og svedig, at man hidtil kun havde forbundet den med afroamerikanere og i begyndelsen fandt den anstødelig hos en hvid solist. På den måde banede han, sikkert utilsigtet, vejen for sorte kunstnere med et beslægtet udtryk som Little Richard og James Brown.

Selv om Presley ikke skrev sit eget materiale, men i høj grad blev forsynet af rutinerede professionelle i branchen, fik han kolossal indflydelse på eftertiden. Næsten alt i USA's populærmusik i de kommende generationer kan afledes af hans pionervirksomhed, også den ungdomskultur, hvor det blev almindeligt, at man selv stod for både tekst, musik og udførelse. Drengen Robert Zimmerman fra Minnesota drømte om at blive en ny Elvis Presley, men under navnet Bob Dylan gik han andre veje, da han sluttede sig til folk-scenen i New York. Her gik han i folkesangerne Woody Guthries og Pete Seegers fodspor, men studerede også indgående Harry Smiths pladeantologi af optagelser fra 1926-1933 med al slags amerikansk folkemusik. Dylan blev fra sin debut de intellektuelles yndling, men udviklede sig samtidig til en katalysator for næsten alle tænkelige impulser fra USA's musikalske kulturarv. Inden han selv for alvor "blev elektrisk" og skiftede fra folk til rock, sang han duet med country-sangeren Johnny Cash, der lå i forlængelse af traditionen fra The Carter Family.

Dylan var en medvirkende årsag til, at country & western i Europa ikke længere blev betragtet som et internt amerikansk anliggende. Den sorte sanger og pianist Ray Charles, der havde rod i jazz, blues og gospel, gennemførte en anden vellykket fusion med country-musikken. Senere er Willie Nelson, der overvejende er country-sanger, gået den modsatte vej og har allieret sig med kendte jazzmusikere. Ellers er country & western, der har hovedkvarter i Nashville, Tennessee, som den eneste af de "klassiske" amerikanske musikformer, forblevet hvid op til i dag. Det skyldes snarere en iboende konservatisme end egentlige fordomme. På samme måde gør mange bluegrass-musikere en dyd af at bruge akustiske instrumenter som violin, banjo og kontrabas i stedet for el-guitar.

Nybrud i 1970'erne

Stevie Wonder. Foto fra 1986.

.

Selv om britiske rockgrupper som The Beatles og The Rolling Stones trak på amerikanske forbilleder, opstod der ved indgangen til 1970'erne en frugtbar vekselvirkning mellem kontinenterne. Samtidig udviklede pladeindustrien næsten ubegrænsede tekniske muligheder. Den skabende proces blev i høj grad henlagt til redigeringen af lydbåndenes mange spor i studiet. Der kunne klippes og mikses næsten ubegrænset, og det artificielle lydbillede lod sig præsentere i en musikvideo, der med tiden blev til en selvstændig kunstform, som efterhånden fik sit eget præsentationsforum med tv-stationen MTV.

Efterhånden kunne det være svært at afgøre, hvad der var rock, og hvad der var pop. Det sorte pladeselskab Motown i Detroit, der under betegnelsen soul markedsførte en slags verdslig gospel, lancerede nye stjerner som Diana Ross, Stevie Wonder og The Jackson Five. Efter den britiske invasion genvandt USA hurtigt førerstillingen inden for den internationale populærmusik. Til de tekniske landvindinger kom udbygningen af et sindrigt PR-apparat, der efterhånden var i stand til at skabe alt af intet. Markedsføringen af især kvindelige solister som Whitney Houston, Madonna og Britney Spears vidner om en effektivitet, der aldrig før er set. Pladebranchen, der vedvarende trues af internettet, er blevet en kynisk, men stadig leveringsdygtig anakronisme. Men musikken har aldrig sluppet sin tætte forbindelse med det fysiske udtryk. Dansen, der overvejende har været afroamerikansk inspireret, fra jitterbug og jive til hip hop, break dance og electric boogie, spændende fra Harlems dansehaller til gaderne i de sorte ghettoer, er musikkens uundværlige medspiller.

Efter årtusindskiftet

Michael Jackson under en koncert i København i august 1997.

.

At USA stadig er i stand til at forny sig, viser tilfældet Michael Jackson. Ved hans pludselige og uventede død som 50-årig i 2009 blev der reageret globalt og prompte. Sammenblandingen af et veltilrettelagt image, den androgyne Peter Pan-attitude, de uønskede afsløringer fra privatlivet, en gradvis ydre forvandling fra sort til hvid, altsammen indgår det upåklageligt som et nyt højde- eller lavpunkt i den amerikanske popkultur, der aldrig er veget tilbage for menneskeofringer og posthum helgenkåring. Men det fratager ikke Jackson æren af at være den seneste radikale fornyer af 'song and dance man'-traditionen. Hans tv-optræden i 1983 ved Motowns 25 års jubilæumsshow fastslog i en uklippet, umanipuleret optagelse, at en enkelt kunstner på en scene stadig kunne hamle op med nok så mange overproducerede musikvideoer. Med sin marionetagtige perfektionisme var han netop ikke marionet for et manipulerende bagland, men selvstændigt skabende over en bred front: som sanger, danser, koreograf og sangskriver, det sidste til en vis grad i samarbejde med jazzveteranen Quincy Jones. Musikken var på en gang letfattelig og raffineret.

Efter årtusindskiftet er USA fortsat dominerende på verdensplan, når det gælder populærmusik. Man kan via massemedierne diktere, hvad det pengestærke teenage-publikum skal købe i morgen. Men også etniske amerikanske musikformer nyder bred bevågenhed og tilslutning ude omkring. Unge i andre kulturer har taget den sorte rapmusik til sig, og granvoksne mennesker danser line dance til country & western-melodier. USA forbeholder sig til stadighed eneretten til kroninger: Som man hidtil uimodsagt har kåret The King of Rock and Roll, Elvis Presley, og The King of Pop, Michael Jackson, står man parat til at udnævne nye konger eller – måske – dronninger af Verden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig