USA's populærmusik afspejler nationens sammensathed, og dens udvikling er tæt knyttet til udviklingen af massemedierne.
Musikken udtrykker både egenart, fx forbindes countrymusikken ofte med Sydstaterne, og lokal oprindelse, som ofte angives i musikkens betegnelse, fx New Orleans-jazz, Nashville og westcoastrock. 1800-tallets europæiske indvandrere bragte deres oprindelseslandes musikalske traditioner med sig. I isolerede egne fandt man derpå en traditionsbevarende musik, mens der ved siden af denne opstod musik, der blev et udtryk for immigranternes og de etniske minoriteters nye, dynamiske fælleskultur. Hillbilly-musikken, senere country & western, der havde rødder i den engelske ballade, blev de fattige hvides musik, ligesom bluesmusikken blev de fattige afroamerikaneres. Endvidere opstod stringbands, der blandede europæiske instrumenter som violin, guitar, mandolin og den afroamerikanske banjo.
Men en nations populær- eller underholdningsmusik, er, uanset hvor sammensat nationen er, ikke de vidt forskellige etniske eller regionale klange, men det, man er fælles om. I byerne komponerede man videre på arven fra Strauss-operetterne; nogle af de første kendte amerikanske komponister var indvandrere fra Østeuropa, som havde stået i lære i Wien. Og alene sproget gjorde indflydelsen fra de engelske music halls nærliggende. En forsigtig udnyttelse af de afroamerikanske klange sporedes i Stephen Fosters plantation songs. Fra St. Louis spredtes Scott Joplins ragtime-musik til de øvrige storbyer. Den særlige amerikanske dynamik kom til udtryk i John Philip Sousas marcher. En af de første virkelige Broadway-stjerner, George M. Cohan (1878-1942), der kunne det hele, synge og danse og skrive sit eget materiale, betegnede sig gerne bare som "song and dance man", og ramte dermed et begreb, der har været vitalt for amerikansk underholdning lige siden. Cohan måtte i begyndelsen fægte sig frem på Tin Pan Alley i New York, hvor musikforlæggerne holdt til. Her gennemtævede klaverboksere de indkomne noder i en forvirrende kakofoni. Tin Pan Alley-industrien blev med årene ikke så meget en garant for den laveste fællesnævner, som den sikrede, at i det mindste håndværket var i orden. Hver gang noget af det kom til Europa, blev det øjeblikkeligt betragtet som typisk amerikansk i betydningen vulgært. En opkomlingekultur. Det tog tid at vænne sig. Hver gang.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.