Ulf Lundell, f. 1949, svensk forfatter, folkrockmusiker og -komponist. Inspireret af den amerikanske Beat Generation og Bob Dylan udsendte Lundell i 1975 sin første lp, Vargmåne. Samme år udkom hans debutroman Jack, en generationsroman, der i titlen henviser til Jack Kerouacs forfatterskab. Lundell fletter hudløst sit eget liv ind i sine sange, digte og romaner, og han opnåede stor popularitet i 1980'erne, bl.a. med sangen Öppna landskap (1982), der hylder naturens frisættende kræfter, og som næsten blev opfattet som en ny svensk nationalsang. 1990'erne blev for Lundell et årti med afdækning af kærlighedens veje og vildveje, bl.a. skildret på cd'erne På andra sidan drömmerna (1996) og Män utan kvinnor (1997).