Wild Bill Davison, egl. William Edward Davison, 5.1.1906-14.11.1989, amerikansk jazzkornettist. Davison spillede i den særlige Chicago-Dixieland-tradition og var blandt de væsentligste hvide kornettister/trompetister på den amerikanske jazzscene. Blandt hans bedste plader er indspilningerne med Sidney Bechet 1949-50. En særlig popularitet opnåede han i Danmark, hvor han var bosat i en årrække samt turnerede og indspillede plader med bl.a. Papa Bue's Viking Jazz Band.