modreformationen (Verificeret)

modreformationen, bestræbelser, som den romersk-katolske kirke udfoldede fra midten af 1500-t. til midten af 1600-t. for at befæste katolicismen og føre protestanter tilbage til den. Vigtigt blev jesuitternes arbejde som skriftefædre og rådgivere for betydningsfulde personer, desuden de skoler og universiteter, de oprettede og drev, samt deres forsøg på at arbejde i protestantiske lande.

© Bridgeman Art Library/Santa Maria Trastevere, Rom

Tridentinerkoncilet. 1587-89 udsmykkede Pasquale Cati (1537-1612) Cappella Altemps i kirken Santa Maria in Trastevere i Rom. Freskoen viser en forsamling i koncilet. Forrest skildres den romersk-katolske kirkes almagt: Ecclesia, der træder vranglære og kætteri under fode, holder i højre hånd et patriarkalkors og lægger venstre hånd på Peterskirkens ufuldførte kuppel.

På Tridentinerkoncilet (1545-63) formuleredes romersk-katolsk teologi og fromhedsliv i modsætning til luthersk lære, der fordømtes som kætteri. Koncilet blev grundlæggende for den katolske kirkes indre udvikling og forhold til protestanterne helt frem til 1900-t.

Den voldelige side af modreformationen mærkedes især i Nederlandene, hvor der førtes talrige inkvisitionsprocesser. I Spanien og Norditalien udryddedes de spredte evangeliske menigheder, og i Polen, Østrig og Sydtyskland genvandt den katolske kirke sin tidligere dominans. I Frankrig blev katolicismen statsreligion. De religiøse og politiske modsætninger mellem de europæiske protestanter og katolikker kulminerede i Trediveårskrigen.

Betegnelsen modreformation er gængs i protestantisk tradition, mens perioden i romersk-katolsk kirkehistorieskrivning kaldes den katolske reform, idet man lægger hovedvægten på den religiøse fornyelse af gejstligheden og af lægfolkets fromhedsliv samt på opblomstring af katolsk mission og videnskab.

De åndelige strømninger, der var forbundet med modreformationen, fik meget vidtgående betydning for kunst og arkitektur, i første række i de katolske dele af Europa. Se barok.