Shabtai Zvi, 1626-1676, jødisk kabbalist og pseudomessias. Shabtai Zvi studerede jødisk mystik, kabbala, og fik i sin hjemby, Smyrna, hurtigt en kreds af hengivne tilhængere. Massakrerne på jøder under Bohdan Khmelnytskyjs kosakopstand i Ukraine 1648 blev for Shabtai Zvi signalet til at manifestere sig som Messias. Efter rejser rundt i Palæstina, Tyrkiet og på Balkan, hvorfra rygtet om ham hurtigt nåede en stor del af de jødiske menigheder i Europa, slog han sig ned i Jerusalem; her formastede han sig bl.a. til at udtale Guds navn som varsel om verdens ende og måtte i 1665 atter forlade byen pga. trusler om ekskommunikation. Da Shabtai Zvi i 1666 af en tyrkisk domstol blev stillet over for valget mellem henrettelse og konvertering til islam, frasagde han sig jødedommen. Shabtainismen havde tilhængere blandt indflydelsesrige rabbinere i Europa til langt ind i 1700-t.
Af litteratur til shabtainismen står Gershom Sholems Sabbatai Sevi - The Mystical Messiah (1973 og senere) som et uomgængeligt værk.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki