Odin (Verificeret)

© Niels Skovgaard/Nationalmuseet/Weiss & Wichmann

Odin. Den enøjede Odin rider på sin ottebenede hest, Sleipner, ledsaget af sine to ravne, Hugin og Munin. Penneskitse af Niels Skovgaard til en aldrig fremstillet dansk pengeseddel; Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling.

Odin, (oldn. Óðinn, af óðr 'raseri, ekstase, digtekunst'), i nordisk mytologi den øverste af guderne, som optræder under mange navne. Odin og hans brødre Vile og Ve er sønner af urvæsenet Burr og jættekvinden Bestla. Hans kone er Frigg, og han nævnes som far til bl.a. Thor, Vale og Balder.

Odin bor i Valhal, hvortil han henter de døde krigere op til en tilværelse, der må opfattes som den ideelle i et samfund, hvor krigerdyder var af afgørende betydning. Af vigtige attributter kan nævnes ravnene Hugin og Munin, hesten Sleipner og Mimers hoved, der bringer ham viden fra andre verdener. Som regel fremstilles han som en gammel, enøjet mand iført en blå kappe, og som sådan bevæger han sig ofte rundt i menneskenes verden.

I myteforskningens historie er Odin en omstridt skikkelse. Fortolkningerne varierer fra, at han skulle være en oprindelig ubetydelig gud, knyttet til et enkelt fænomen (fx vinden, krigen eller døden), der først i vikingetiden opnåede den rang, som han indtager i eddamytologien, til den opfattelse, at i hvert fald en gud af Odins type skulle være ældgammel og gå tilbage til indoeuropæisk kulturs dunkle tid.

© Fabricius' Danmarkshistorie/Constantin Hansen

Constantin Hansen. Den nordiske gud Odin med ravnene Hugin og Munin og en ulv ved hver side. Tegning af Constantin Hansen til A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

Som han fremstår i eddamytologien, er han knyttet til runerne, skjaldekunsten, vinden, krigen, magien, ekstasen, døden, visdommen mv. Måden, han er knyttet til alle disse fænomener på, viser imidlertid, at han først og fremmest er kendetegnet ved sine mentale evner; han vender vinden med ord, han indgyder krigerne ekstase og giver råd om slagopstillinger, han skænker digterevne osv. I eddadigtet Hávamál ofrer Odin sig til sig selv ved at hænge sig op i træet Yggdrasil.

På samme måde som Odin er gudernes konge, er han også kongernes gud. I et eddadigt står således, at mens trællene tilhører Thor, er Odin jarlernes gud. Alt tyder på, at mens Thor har været den mest dyrkede i den brede befolkning, har Odin først og fremmest været aristokratiets gud. Hovedparten af de myter, hvori Odin indtager hovedrollen, drejer sig om, hvordan han enten tilegner sig magisk viden eller bruger denne viden. Odinskikkelsen rummer noget tvetydigt, derved at han kan anses for uretfærdig i sin udpegning af de krigere, der skal falde på slagmarken, og idet han praktiserer den magi, der kaldes sejd, som mænd ikke kunne beskæftige sig med. Hans rolle som hovedgud i eddamytologien er dog indiskutabel. Se også Wotan, nordisk religion og mytologi og myte.

Ifølge både Saxo og Snorre var Odin dog ikke en gud, men en konge. Saxo skrev, at Odin var en mand "som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud og allermest opholdt sig i Uppsala." I Snorres Ynglingesaga  fremstilles han som ophav til den svenske og siden norske kongeslægt ynglingerne. Iflg. denne version indvandrede Odin sammen med aserne fra Asien til Norden i urtiden. Nogle moderne forskere har forsøgt at påvise, at denne fortælling har rod i virkelige begivenheder, men deres resultater er ikke blevet bredt anerkendt.

En meget lille figur - knap 2 cm høj og fremstillet i sølv og niello - af en siddende skikkelse på en trone, flankeret af to fugle, blev i 2009 fundet ved udgravninger i Lejre. Den detaljerige figur er udført i Jellingstil i første halvdel af 900-tallet og forestiller sandsynligvis Odin med ravnene Hugin og Munin. Den opbevares nu på Nationalmuseet.