Reformationen (Verificeret)

Historiske forudsætninger

Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om kirkelig reform, som i sig selv ikke var nyt, men havde været fremført gennem hele middelalderen. Gregorianismen havde hævdet kirkens frihed og uafhængighed i forholdet til den verdslige magt og bekæmpet gejstlighedens verdsliggørelse i tilknytning til den cluniacensiske reformbevægelse inden for munkevæsenet. I slutningen af 1100-t. fremførtes fattigdomsidealet kritisk over for kirken af en lægmandsbevægelse (valdensere), og i begyndelsen af 1200-t. slog det igennem i oprettelsen af tiggermunkeordnerne, bl.a. dominikanere, franciskanere og karmelitere. Mod kuriens påstande om pavelig overhøjhed over kejser- og fyrstemagt havde William fra Ockham protesteret i første halvdel af 1300-t. I 1300-t.s anden halvdel skrev John Wycliffe imod papalismen og den hierarkiske kirkeinstitution, fremhævede Kristi efterfølgelse, dvs. et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom, som kriterium for kirkelig autoritet og ville med sine tilhængere (lollarder) bl.a. afskaffe aflad, sjælemesser, helgendyrkelse og cølibat. Wycliffes skrifter fik betydning for Jan Hus, undertiden kaldt den første reformator, og for husitterne.

Den tyske mystik i 1200-t. og den nederlandske devotio moderna i 1300-t. var opbrud i middelalderens teologi, og den i senmiddelalderen opdukkende humanisme vendte sig direkte imod den skolastiske metode og fik som bibelhumanisme umiddelbar betydning for Reformationen (se også middelalder (tænkning)).

I 1400-t.s første halvdel havde flere konciler som program at reformere kirken, men uden held, og den uafgjorte strid mellem pave og koncil om den kirkelige overhøjhed befordrede det spirende nationalkirkevæsen (se reformkoncil og reformkatolicisme). På rigsdage fastholdtes siden 1456 de tyske rigsstænders reformkrav til pavedømmet, fortrinsvis begrundet i den finansielle side af kuriens politik over for de tyske lande. Tilsvarende ønskede rigsstænderne øget indflydelse over for kejseren, ligesom voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer førte til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.

Den lutherske reformation

© AKG

Reformationen. Lucas Cranach d.æ., den lutherske reformations førende billedkunstner, udførte i årene efter Luthers død i 1546 dette trefløjede alter med predella til bykirken i Wittenberg; alteret fuldendtes ca. 1552 af sønnen, Lucas Cranach d.y. Midterfeltet viser den sidste nadver, mens dåb, skriftemål og prædiken udgør de øvrige motiver. Flere personer er malet som portrætter af samtidens reformatorer; Melanchthon døber, Bugenhagen tilsiger syndernes forladelse, og nederst peger Luther fra sin prædikestol hen på den korsfæstede Kristus.

Først Martin Luthers teologiske reformation (ordet brugte han kun sjældent selv) udløste i Tyskland en bred bevægelse, hvori forskelligartede strømninger (humanisme, tysk nationalisme, rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser, se rigsstæder) og samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) kunne forenes i kampen mod romerkirken. Selv så Luther en afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser deri, at disse omfattede "livet", dvs. organisation og ydre former, mens han tillige reformerede "læren", dvs. teologien. Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje, hjulpet på vej af den sakramentalt formidlede nåde, var uforeneligt med den middelalderlige "gradstænkning" (gradualisme) i teologi, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis og indeholdt en afvisning af den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt af den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse (se gerningsretfærdighed og gode gerninger).

© Nationalmuseet,København

Reformationen. Antemensale (alterbordsforside) malet på træ i 1561, der viser gudstjenestens centrale elementer i den evangelisk-lutherske kirke: dåb, nadver og prædiken. Oprindelig i Torslunde Kirke i Ishøj Kommune på Sjælland, siden 1874 på Nationalmuseet.

Offentliggørelsen 31.10.1517 af de 95 afladsteser gjaldt allerede for Luther selv som Reformationens begyndelse. Efter Leipzigdisputationen 1519 henvendte Luther sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem det nye medium, trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen (se almindeligt præstedømme). Med sin afbrænding 10.12.1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. 3.1.1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov (Worms-ediktet). Ikke desto mindre fortsatte han sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philipp Melanchthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.

Klosterflugt, præsteægteskaber, uddeling af nadveren i begge skikkelser (dvs. uddeling af både brødet og vinen) og læsning af messen på tysk fulgte i kølvandet på de reformatoriske prædikanters virksomhed. Hvor fyrster og byråd indførte Reformationen i tyske territorier og rigsstæder, ofte under pres nedefra, skete det ikke blot i strid med kirkeretten, men også med Det Tysk-romerske Riges ret. Det var baggrunden for de stadige forhandlinger om religionsspørgsmålet på rigsdagene og for den reformatoriske bekendelsesdannelse, hvis hoveddokument er Den Augsburgske Bekendelse (1530). Den skulle legitimere de evangeliske stænder rigsretligt. Udadtil afgrænsede den sig ikke blot i forhold til romerkirken, men også til andre reformatoriske bevægelser som zwinglianere, antitrinitarer og døbere (se døberbevægelser); indadtil dannede den grundlag for de verdslige øvrigheders gennemførelse af Reformationen ved kirkeordninger og visitationer (se visitats; se også Johannes Bugenhagen).

© Nationalmuseet, København

Reformationen. En fløj af altertavlen i Endelave Kirke fremstiller mennesket mellem lov og evangelium. Denne allegori, hvis prototype er skabt af Lucas Cranach d.æ. som del af den lutherske ikonografi sidst i 1520'erne, er også brugt på titelbladet til Christian 3.s Bibel (1550); ved ill. til Bibelen er ikonografien forklaret i en af billedteksterne. Altertavlen er formentlig udført ca. 1550. Motivet kendes også fra nogle af de danske kalkmalerier, der blev udført efter Reformationen.

En række skrifter, som Luther udsendte i midten af 1520'erne, var rettet imod bønderne (Den Tyske Bondekrig, 1525), imod sværmerne (mystikere og spiritualister) og imod humanisten Erasmus af Rotterdam og hans bog om den frie vilje. Disse skrifter kan siges at markere overgangen fra den brede reformatoriske bevægelse til den øvrighedsregulerede lutherske reformation, som i løbet af de følgende årtier indførtes i store dele af Nordeuropa (se lutherdom). Efter Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 og det augsburgske interim (1548) førte Reformationen ved den augsburgske religionsfred i 1555 til en rigsretlig anerkendt konfessionel spaltning af Tyskland. Interne stridigheder mellem filippister og gnesiolutheranere splittede lutheranerne i de nærmeste årtier efter Luthers død i 1546, men afløstes af en enhedspræget luthersk protestantisme med en nøje fastlagt lære (Konkordiebogen, 1580), se ortodoksi. Forinden var Reformationen blevet negativt defineret af Tridentinerkoncilet (1545-63), som formulerede grundlaget for den katolske modreformation.

Den radikale reformation

Reformationsforskningen har siden midten af 1900-t. brugt udtryk som den radikale reformation eller Reformationens venstrefløj til karakteristik af de evangelisk sindede, som hævdede, at det uforfalskede reformatoriske anliggende alene kunne varetages af de i sandhed "fromme", og som derfor — undertiden også ud fra sociale og politiske motiver — tog afstand fra den øvrighedsregulerede Reformation og dens "nye papister". Luther betegnede talsmænd for sådanne opfattelser, bl.a. Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, som sværmere og "himmelske profeter". Lægfolkets indflydelse, en udpræget antiklerikal indstilling, et spiritualistisk syn på formidlingen af frelsen samt en bogstavelig efterlevelse af Jesu bud spillede en afgørende rolle i flere af disse bevægelser. De blev alle undertrykt af både evangeliske og katolske stænder, ofte på særdeles voldelig vis som i forbindelse med Den Tyske Bondekrig 1525 og Døberriget i Münster 1534-35. Indtil midten af 1900-t. er døberne i luthersk litteratur blevet kaldt anabaptister, dvs. gendøbere, skønt de var fortalere for voksendåb.

Reformationen i Danmark

© Rigsarkivet

Reformationen. I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

I Danmark, hvor en nationalkirkelig udvikling var begyndt i anden halvdel af 1300-t., brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven. Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520'erne til Danmark via Holsten og Slesvig og fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af reformkatolikken Poul Helgesen, udbrede den nye lære. På herredagen i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, Confessio Hafniensis. Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved recessen af 30.10.1536, som afskaffede den katolske bispemagt og konfiskerede bispegodset. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2.9.1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius; som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius s.m. kong Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke (se også Danmark (kirkehistorie)).

Den calvinske og den anglikanske reformation

I Schweiz, Sydtyskland, Frankrig, Holland og Skotland udbredtes Reformationen i en udformning, som blev afgørende bestemt af Huldrych Zwingli, Martin Bucer og Jean Calvin (se også reformerte kirker og John Knox). Striden mellem Luther og Zwingli om nadverforståelsen kom varigt til at belaste forholdet mellem reformerte og lutheranere (se Marburgartiklerne). Først ved Den Westfalske Fred i 1648 kom den augsburgske religionsfreds bestemmelser til at omfatte de reformerte stænder.

I England fik Reformationen et egenartet forløb, hvor forskellige reformatoriske impulser fra det europæiske fastland indgik forbindelse med reformkatolske bestræbelser og kongemagtens dynastiske og politiske interesser. Bruddet med Rom skete i 1534 ved Henrik 8.s suprematsakt, der fastslog, at kongen er det eneste jordiske overhoved over Englands kirke, og det betød et sammenbrud for hele den middelalderlige kirkeorganisation. Ærkebiskop Cranmer skabte med Book of Common Prayer (1549) grundlaget for det religiøse og gudstjenstlige liv, som er karakteristisk for den anglikanske kirketype. Med de 39 Artikler fik den engelske kirke i 1563 sin blivende lærebekendelse, som er reformatorisk ved at hævde retfærdiggørelsen ved tro og i øvrigt er karakteristisk ved at forene luthersk-melanchthonisk, bucersk og calvinsk inspiration; se også den anglikanske kirke.

Se tillige Martin Luther, Philipp Melanchthon, Hans Tausen og Peder Palladius.

Læs videre om Reformationens billedkunst, teater, musik og bibeloversættelser.