retfærdiggørelse

retfærdiggørelse, frelse, genfødsel, teologisk betegnelse for den begivenhed, hvorved det syndige menneske får skænket nyt liv i tro på og tillid til, at Gud i Kristus har gjort alt, hvad der er nødvendigt for frelsen, som mennesket derfor ikke skal gøre sig fortjent til. Specielt den lutherske Reformation afviste al gerningsretfærdighed under henvisning til Paulus (Rom. 1,17; Gal. 3,6-7) og imod en senmiddelalderlig katolsk tro på de gode gerningers betydning for frelsen. Retfærdiggørelse ved tro alene, der i luthersk teologi er kriteriet for alt i kirke og teologi, betyder, at frelse alene findes i Kristus ved troen (artikel 4 i Den Augsburgske Bekendelse). Selvom de gode gerninger afvises som grundlag for frelsen, er de væsentlige som troens frugter.

I tiden efter Reformationen har også den katolske kirke pointeret, at den retfærdiggjortes gode gerninger er gudvirkede; de bevirker ikke frelsen, men som virket af Gud er de dog fortjenstfulde. Udviklingen i 1900-t. har på den ene side afsløret lutherdommens usikkerhed mhp. retfærdiggørelseslærens indhold, på den anden side konstateret en voksende enighed mellem katolikker og lutheranere om retfærdiggørelse. Se også Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren