husitter

© AKG

Jan Hus. Koloreret etbladstryk fra 1530'erne, der er udgivet i Nürnberg. Gåsen, der brændes i flammerne i højre hjørne, symboliserer Hus, mens den stolte hvide svane til venstre er symbolet på Martin Luther og hans mere virkningsfulde reformatoriske indsats hundrede år efter Hus' død.

husitter, tjekkisk folkelig bevægelse, benævnt efter Jan Hus. Husitterne krævede, at kirken blev reformeret i overensstemmelse med Bibelens ord, og de blev især kendt for kravet om lægfolks adgang til nadverkalken (lat. calix, heraf betegnelsen calixtinere, se nedenfor); menigheden i Prag fik i 1414 første gang nadveren under begge skikkelser, dvs. både brødet og vinen.

National selvbevidsthed var også et særkende for husitterne, som fordrede forkyndelse på modersmålet og afviste at lade sig styre af den overnationale kirkeledelse (pave, kurie og økumeniske konciler).

Såvel adelen som kong Wenzel 4. støttede i de første år husitterne, men i 1419 søgte de udsoning med det katolske parti. Husitterne reagerede med voldeligt oprør (den første defenestration i Prag, dvs. vinduesudsmidning).

Kort efter døde kongen, og da husitterne nægtede at anerkende den retmæssige tronfølger, kejser Sigismund, blev de tvunget til politisk oprør. Kejserens forsøg på at indtage Bøhmen tog form af korstog, som alle endte i eklatante nederlag (1420-36). Husitterne fandt fremragende ledere i Jan Žižka og senere i præsten Prokop Veliký.

Husitterne var en meget sammensat bevægelse; sædvanligvis skelnes mellem en moderat fløj af calixtinere, der havde deres centrum i Prag, og de mere radikale taboritter, som overvejende hørte hjemme i Sydbøhmen. Et fælles program, "De fire artikler", blev vedtaget i 1420; her krævede man lægmandskalk, fri prædiken, præstestandens apostolske fattigdom og strenge straffe for dødssynder.

Efter at koncilet i Basel havde tilstået den bøhmiske kirke dens frihed i 1433 (ratificeret som Basel-kompaktaterne i 1437), indtraf den endegyldige splittelse blandt husitterne. De moderate, der repræsenterede adel og højere borgerskab, søgte tilnærmelse til det katolske parti. Dette afviste taboritterne, som var rekrutteret fra de lavere sociale lag og havde et kommunistisk program med ophævelse af ejendomsretten.

Efter taboritternes militære nederlag i Slaget ved Lipany i 1434 måtte de leve i det skjulte, indtil de opgik i de bøhmiske brødre. Basel-kompaktaterne, og dermed den bøhmiske kirkes frihed, blev i 1462 annulleret af pavestolen.