Bodil Ipsen

Bodil Ipsen var en dansk skuespiller. Bodil Ipsen kom allerede fra sine unge år til at personificere et tids- og stilskifte både ved replikkens spontane naturlighed og ved temperamentets eruptive styrke.

Efter debuten på Det Kongelige Teater 1909 brød hun 1910-14 afgørende igennem på Folketeatret og Dagmarteatret som primadonna i et moderne repertoire. 1914-19 var hun ved Det Kongelige Teater, hvor hun 1915 indledte det partnerskab med Poul Reumert, som med afbrydelser kom til at strække sig over hele hendes karriere, fx i August Strindbergs Båndet (1917).

Samarbejdet blev fortsat på Dagmarteatret 1919-22 i Molières Tartuffe (1919) og i August Strindbergs Dødedansen (1920 og senere) samt på Det Kongelige Teater 1922-25 i Strindbergs Frøken Julie (1924).

Skønt primært moderne personlighedsskuespiller med mange triumfer i det erotiske lystspil hævdede hun sig også stærkt både i den klassiske komedie og den klassiske tragedie, på Det Kongelige Teater 1927-30 som Rosalinde i William Shakespeares Som man behager (1927-28) og dronning Elisabeth i Friedrich Schillers Maria Stuart (1928-29).

Efter nogle sæsoner ved Dagmarteatret kom hun igen til Det Kongelige Teater 1934-44. Her brillerede hun bl.a. som Noël Cowards Madame (1936), tog det tidlige spring over i det ældre rollefag i det finske skuespil Kvinderne på Niskavouri (1938), udfoldede sig som komiker som madam Rust i Henrik Hertz' Sparekassen (1940) og spillede sammen med Poul Reumert som fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere (1942).

Fra 1936 var Bodil Ipsen tillige sceneinstruktør ved teatret, bl.a. med opsætninger af Ludvig Holbergs Don Ranudo (1941) og Friedrich Hebbels Maria Magdalene (s.å.). Efter en kortere periode ved Det Kongelige Teater 1948-50 spillede hun i 1950'erne på Frederiksberg Teater/Aveny Teatret, Det Ny Teater og Folketeatret samt på landsdelsscenerne i Odense og Århus: titelrollerne i Jean Giraudoux' Den gale fra Chaillot (1956) og Friedrich Dürrenmatts Den gamle dame besøger byen (1958), den sidste også på Det Kongelige Teater.

I 1960 trak hun sig tilbage fra scenen med et ry som Danmarks største skuespillerinde i første halvdel af 1900-tallet ved siden af Clara Pontoppidan og Else Skouboe.

Bodil Ipsen havde tillige en betydelig filmkarriere, både som skuespiller og instruktør. Hun debuterede på film allerede i 1913, men det var hendes roller i 1930'ernes komedier, bl.a. i Bolettes Brudefærd (1938) og som grevinde Danner i Sørensen og Rasmussen (1940), der først gjorde hende kendt som filmskuespiller.

En mere alvorlig karakterrolle havde hun i det sociale drama Forellen (1942). 1942-51 instruerede Bodil Ipsen, alene eller sammen med Lau Lauritzen jr., flere betydelige film som Afsporet (1942), Besættelse (1944), Café Paradis (1950) og besættelsesfilmen De røde Enge (1945), der alle anslog sociale temaer, mens En Herre i Kjole og Hvidt (1942) og Mordets Melodi (1944) var stilfornyende inden for hhv. den romantiske komedie og thrilleren.

Film-Medarbejderforeningen opkaldte i 1948 filmprisen Bodil efter hende, og hun nåede selv at modtage den to gange.

Bodil Ipsen var desuden bevillingsindehaver til de københavnske biografer Odeon (1944) og Nygade Teatret (1958).