Johanne Luise Heiberg

© Frederiksborgmuseet

Johanne Luise Heiberg portrætteret af Wilhelm Marstrand i 1858-59. Marstrand, der med dette maleri levendegør myten om fru Heiberg, var en af hendes store beundrere. Maleriet, som er skænket af den afbildede, findes på Frederiksborgmuseet.

Johanne Luise Heiberg, født Pätges, 22.11.1812-21.12.1890, dansk skuespiller. Johanne Luise Heiberg er romantikkens store danske scenekunstner, og hendes person og skæbne har optaget eftertiden mere end nogen anden hjemlig teaterpersonlighed, først og fremmest takket være hendes memoirer, Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92).

Hun tilhørte proletariatet; hendes forældre havde en overgang et telt på Dyrehavsbakken. Som otteårig kom hun ind på Det Kongelige Teaters Balletskole, fik hurtigt mindre roller i skuespillet og debuterede 1826 som Trine i vaudevillen Aprilsnarrene, skrevet til hende af Johan Ludvig Heiberg, med hvem hun fem år senere blev gift.

Ægteskabet lod hende socialt stige til tops og var desuden medvirkende til den nære kontakt mellem hende og den romantiske danske digtning. Så at sige alle tidens digtere skrev roller til hende, fra Adam Oehlenschläger (Dina, 1842) til Henrik Hertz (Kong Renés Datter, 1845; Ninon, 1848).

Både i det klassiske og det moderne repertoire udfoldede hun sit talent, som rakte fra melankoli til muntert koketteri. Hertil kom den sjælens erotisk farvede mystik, der især kom til udtryk i hendes samspil med den lidt yngre Michael Wiehe.

Da Michael Wiehe i 1855 fulgte Frederik Høedt til den legendariske "hofteatersæson", hvor der blev præsenteret en uhørt realistisk spillestil, oplevede Johanne Luise Heiberg det som et smertende svigt. Hendes egen teknik overholdt altid visse plastisk-æstetiske skønhedskrav, selv når hun, som i rollen som Lucretia i Ludvig Holbergs Den Vægelsindede (1860), arbejdede med psykologisk motiverede overgange. Anstand og sværmerisk ynde satte grænser for udtryksregisteret, et slebent raffinement, som også prægede diktionen, men som målt med den efterfølgende realisme fremstod manieret.

© Frederiksborgmuseet

Johanne Luise Heiberg. Miniaturemaleri fra 1827 af Christian Petersen.

Johanne Luise Heibergs hjem med hendes mand og hendes svigermor, Thomasine Gyllembourg, på Søkvæsthuset på Christianshavn var et centrum i tidens københavnske åndsliv. Selv forsøgte hun sig også som teaterdigter med de ubetydelige "duftvaudeviller" En Søndag paa Amager (1848) og Abekatten (1849).

Heibergs direktorat på Det Kongelige Teater 1849-56 gjorde ikke vilkårene lettere for Johanne Luise Heiberg som skuespiller, og erindringerne er et forsvar mod den uret, han efter hendes mening havde lidt. Efter hans død 1860 mistede hun lysten til at optræde; hun trak sig 1864 tilbage fra scenen, men virkede dog 1867-74 som sceneinstruktør, bl.a. af Henrik Ibsens Kongsemnerne (1871).

Hun udgav 1882 bogen Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg om svigerforældrene og deres skilsmisse. I hendes livs sidste fase lærer man hende bedst at kende i brevvekslingen med den fortrolige ven og rådgiver, statsmanden A.F. Krieger.

Johanne Luise Heibergs personlighed og hendes ægteskab har optaget mange, fx Søren Kierkegaard i artiklen "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv" (1848) og Per Olov Enquist i skuespillet Fra regnormenes liv (1981).