Mikael Birkkjær, f. 1958, dansk skuespiller, uddannet i Odense 1985. Birkkjærs sans for det vittige og hans naturlige sceneautoritet bragte ham hurtigt til København, hvor titelrollen i Romeo og Julie (1988) på Det Danske Teater blev hans gennembrud.
Birkkjær blev ansat på Det Kongelige Teater 1990 som del af den fornyelse, skuespilchef Ib Thorup havde igangsat. Han har her spillet titelrollen i Ødipus (1990), Kjartan i Oehlenschlägers Kjartan og Gudrun (1993) og Louis i Tony Kushners Engle i Amerika (1995).
Han har især haft mange roller i et klassisk og nyklassisk repertoire, bl.a. 1999 i Eugene O'Neills Sælsomt mellemspil, 2000 i Anton Tjekhovs Ivanov og 2002 i Fernando de Rojas' Celestina. Men han spiller også i helt moderne stykker som Lars Kaalunds Donna Juanna (Østre Gasværk 1999) og Dea Lohers Klaras Forhold (Det Kgl. Teater 2001).
Mikael Birkkjær fik et sent, men afgørende tv-gennembrud med hovedroller i de danske tv-serier Sommer (2008), Forbrydelsen II (2009) og Borgen (2010).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki