Faktaboks

Mogens Pedersen
Født
26. maj 1931
Død
23. februar 2022

Mogens Pedersen var en dansk sceneinstruktør, teaterleder og skuespiller. Han var gift med Bodil Sangill.

Instruktøren Mogens Pedersen

Efter nogle år som skuespiller, bl.a. ved Aalborg Teater i årene 1962-1968, fandt Mogens Pedersen sit rette felt som iscenesætter, først ved Gladsaxe Teater i årene 1968-1971 og Folketeatret i årene 1971-1974, senere i årene 1980-1985 som fast engageret ved Det Kongelige Teater.

Mogens Pedersen satte på dette teater en række store forestillinger op inden for samtlige dramatiske genrer fra Shakespeares Hamlet (1982) til Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? (1983), fra den svenske musical Animalen (1981) til Sten Kaaløs Komedie i grænselandet (1981).

Teaterchef for Aalborg Teater

Som chef for Aalborg Teater fra 1985 til 1994 spillede han et omfattende, fortrinsvis moderne repertoire og var desuden virksom som iscenesætter: Amerikanske musicals, fx Sweeney Todd (1988) og Into the Woods (1989), Lars Noréns familiedramatik og klassisk fransk komedie var blandt højdepunkterne i hans chefperiode med bl.a. Marianne Mortensen og Jens Jørn Spottag som nogle af hovedkræfterne.

Iscenesættelser efter 1995

Mogens Pedersen virkede siden som iscenesætter ved teatrene i København og provinsen og skabte bl.a. en miniudgave af Der var engang (1995) på Det Danske Teater, Den glade enke (1997) og My Fair Lady (1999) på Det Ny Teater samt Les Misérables (1998) på Aarhus Teater.

Mogens Pedersen fastholdt sit talents store spændvidde ved i 2001 at iscenesætte Nathansens Indenfor mureneOdense Teater, Becketts Krapps sidste båndHippodromen og Tjekhovs Tre søstre på Aarhus Teater samt i 2005 Betty Nansen Teatrets ungdommelige rap- og standupversion af Ibsens Peer Gynt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig