Faktaboks

Thomas Overskou
Født
1798
Død
1873

Thomas Overskou var en dansk skuespiller, dramatiker og teaterhistoriker. I 1842 trak han sig tilbage som skuespiller, men var 1849-1858 instruktør på Det Kgl. Teater.

Dramatik

Hans popularitet som dramatiker beroede på folkelivsskildringer som Østergade og Vestergade fra 1828 og sammen med Anton Ludvig Arnesen (1808-1860) Capriciosa eller Familien fra Nyboder fra 1836. I 1868 udkom erindringerne Af mit Liv og min Tid om proletardrengens slidsomme vej til en position.

Den danske Skueplads

Overskou udgav 1838 en repertoireoversigt for Det Kgl. Teater siden 1748 som afsæt for livsværket Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, 1-5 (1854-64), bl.a. baseret på primærmateriale om 1700-tallet fra skuespilleren Frederik Schwarz. To supplerende bind ved Edgar Collin (1836-1906) udkom i 1876.

Fremstillingen i værket er kronologisk og centreret omkring Det Kgl. Teater; det må betragtes som et teaterhistorisk pionerarbejde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig