Bellevue Teatret. Det' vel nok en dejlig udsigt, sang Liva Weel sommeren 1936 i Bellevue Teatrets åbningsforestilling, Bellevue Revyen. Plakaten er tegnet af teatrets arkitekt, Arne Jacobsen, som har fremhævet det forskydelige tag og beliggenheden tæt ved stranden.

.

Bellevue Teatret, tegnet af Arne Jacobsen.

.
Bellevue Teatrets interiør er præget af lethed og sommer med vægge beklædt med stof, holdt sammen af bambusstokke. Teateret blev fredet i 1986.
.

Bellevue Teatret, teater i Klampenborg nord for København, der åbnede i juni 1936 i en elegant sommerteaterbygning i funktionalistisk stil, tegnet af Arne Jacobsen.

Den samlede bebyggelse med den kubistiske byggeform er en af de klareste repræsentanter for Bauhaus-arkitekturen i Danmark og det mest markante danske eksempel på den tidlige funktionalisme. Teatret har forskydeligt tag; vægge, balkon og proscenium er beklædt med lærred og bambus, og på fortæppet ses en badepige, tegnet af Aage Sikker Hansen.

Bellevue Teatret lukkede efter et par sæsoner og var derefter udelukkende biograf indtil 1980, hvor Jes Kølpin (f. 1944) genåbnede bygningen som teater- og filmhus. Der har været regelmæssig teaterdrift siden 1981; biograferne blev nedlagt i 1989 og indlemmet i teatersalen.

Bellevue Teatret blev godkendt som egnsteater i Gentofte Kommune i 1981 og har haft denne status første gang i perioden 1982-90 og derefter permanent siden 1995. Repertoiret har siden været præget af moderne musikforestillinger, specielt rockmusicals, og ny dansk dramatik.

En traditionel publikumsucces har siden 1982 været Folk og Røvere i Kardemomme By, der hvert år ved juletid fylder alle teatrets ca. 700 pladser, men også komiske genrer med fx Ørkenens Sønner har trukket fulde huse. Teatret er nu blandt de fire største producerende teatre i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig