• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dagmarteatret

Oprindelig forfatter Rask Seneste forfatter Redaktionen

Dagmarteatret i Jernbanegade med Café Dagmar, set fra Rådhuspladsen, ca. 1915. Ved åbningen i 1883 lå teatret i periferien af det centrale København. Men i takt med at byens midtpunkt flyttede mod vest, fik Dagmarkomplekset en mere central placering tæt ved Rådhuspladsen, som blev anlagt i begyndelsen af 1900-t.

Dagmarteatret i Jernbanegade med Café Dagmar, set fra Rådhuspladsen, ca. 1915. Ved åbningen i 1883 lå teatret i periferien af det centrale København. Men i takt med at byens midtpunkt flyttede mod vest, fik Dagmarkomplekset en mere central placering tæt ved Rådhuspladsen, som blev anlagt i begyndelsen af 1900-t.

Dagmarteatret, Københavns tredje privatteater, åbnet i 1883, opkaldt efter den danske prinsesse Dagmar, der i 1881 var blevet Ruslands kejserinde.

Dagmarteatret udgjorde en del af et større hotel- og restaurationskompleks på hjørnet af Jernbanegade og den nuværende H.C. Andersens Boulevard. Initiativtager til teatret var digteren og teaterdirektøren Michael W. Brun (1819-91). Snedkermester Hans Hansen var bygherre, mens tegningerne blev leveret af Ove Petersen, den ene af Det Kgl. Teaters to arkitekter.

Det var som konkurrent til Det Kgl. Teater, at Dagmarteatret fik størst betydning. I 1889 lempedes de restriktioner, som havde begrænset de københavnske privatteatres repertoirevalg. Dagmarteatrets ledelse ændrede kurs efter i de første år overvejende at have opført operetter, folkekomedier og farcer. I flere tilfælde realiserede teatret, hvad nationalscenen lod ligge, ikke mindst samtidig dramatik af nordiske forfattere.

I 1901 debuterede Emil Poulsens sønner, Adam og Johannes, på Dagmarteatret i Holger Drachmanns skuespil Renæssance. Skuespilleren Martinius Nielsen var på dette tidspunkt teatrets chef. De kvindelige hovedkræfter var Anna Larssen, Oda Nielsen og Betty Nansen. I 1919 forlod Poul Reumert og Bodil Ipsen Det Kgl. Teater til fordel for Dagmarteatret. Her spillede de i en treårig periode succesfuldt sammen i bl.a. Strindbergs Dødedansen og i Molières Tartuffe. I 1920 var Dagmarteatret ramme om et gæstespil af Max Reinhardt, i 1922 om et tilsvarende af Moskvas Kunstnerteater.

Teatret tiltrak både et velstillet borgerligt publikum og et ungt kritisk publikum. I 1937 blev det lukket og revet ned. På samme sted opførtes Dagmarhus, hvor biografen Dagmar blev indrettet af bl.a. arkitekten Christian Kampmann (1890-1955). Filminstruktørerne Carl Th. Dreyer og Henning Carlsen har været direktører for Dagmar, som i dag er en af Københavns kvalitetsbiografer.

Læs også om Dagmarteatret i Gyldendals Teaterleksikon.